Sejlsport: Ida Marie Baad og Marie Thusgaard har fået en fornem start på forsvaret af deres europamesterskab i den olympiske 49er FX-klasse. Danskerne vandt to af dagens fire sejladser og er sammenlagt på andenpladsen, 1 point efter en hollandsk båd. I det hele taget er de danske både dominerende i klassen med Jena Hansen/Katja SAlskov-Iversen på den samlede tredjeplads og søstrene Maiken og Anne-Julie Foght Schütt på syvendepladsen efter førstedagen.
Fodbold: Efter at have tabt årets Champions League-finale mod FC Barcelona forlader Andrea Pirlo Juventus. Den 36-årige italiener, der blev verdensmester i 2006, skifter til New Tork City i den amerikanske MLS, hvor han bliver holdkammerat med et par andre trofævindere, den spanske verdens- og europamester David Villa samt Frank Lampard, der har vundet Champions League, Europa League og tre engelske mesterskaber og fire FA Cup-titler med Chelsea.




























