Fodbold: Hobro kom onsdag aften videre fra anden runde i pokalturneringen i fodbold, DBU Pokalen. Det holdt dog hårdt, før holdet fra Alka Superligaen havde vundet 4-2 ude over Vejle, der ligger nummer fire i den næstbedste række. Ingen af holdene formåede at score i de første 90 minutter, og det lykkedes heller ikke i de efterfølgende 30 minutters forlænget spilletid. Derfor måtte der straffespark til, og her var Hobro skarpest.
Håndbold: Holdet bag HC Odenses ligadamer har handlet hurtigt efter playmaker Nadia Offendals korsbåndsskade under pokalkampen mod Ringkøbing i weekenden. HCO har tilknyttet den toprutinerede Pearl van der Wissel for sæson 2015-2016. Den hollandskfødte spiller var på kontrakt hos HC Odense frem til juli 2015 og havde egentlig stoppet håndboldkarrieren.




























