Han er vild med Italien og italiensk mad. Men ellers er der ikke meget tilbagelænet, afslappet livsnyder over den 20-årige badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen, der i år fik sit internationale gennembrud på badmintonbanen.
Først med en andenplads i Swedish International, en international turnering i Stockholm i januar, derefter med en finaleplads ved DM i februar, hvor hans overmand, Kenneth Jonassen, efterfølgende sagde, at han nød at spille mod en modstander, der ville spille i højt tempo, og i april omsatte han så sit »drømmescenarie« til virkelighed, da han vandt en bronzemedalje ved sit første senior-EM.




























