Miseren om statsstøttet doping, bestikkelse og fusk med dopingtests kan blive kostbar for Rusland. Sent fredag aften besluttede Det Internationale Atletikforbund (IAAF) at udelukke russerne midlertidigt fra al konkurrence. En udelukkelse, der i sidste ende også kan koste russerne deltagelsen ved de olympiske lege i Rio næste sommer.
Med udsigten til en braklægning af al international aktivitet for landets bedste atletikudøvere ser IAAF’s beslutning nu ud til at åbne for et tættere samarbejde mellem Rusland, atletikforbundet og Det Internationale Antidopingagentur (Wada), der står bag den rapport, der mandag fældede russerne.



























