Moderne femkamp: Den 22-årige russiske VM-sølvvinder Alexander Kukarin er død. Ifølge det russiske forbund døde han på et hotel i Moskva i sidste uge af hjertestop. Først om 6-8 uger, når han er blevet obduceret, kan der kastes yderligere lys over den tragiske sag.
Doping/korruption: Det Internationale Atletikforbund (IAAF) oplyser, at præsidenten for det kenyanske atletikforbund, Isaiah Kiplagat, er blevet midlertidigt suspenderet i 180 dage. To andre kenyanere i ledelsen af det nationale atletikforbund er også suspenderet. Det drejer sig om vicepræsident David Okeyo, som også sidder i IAAF's bestyrelse, og Kenyas holdleder ved VM i atletik, Joseph Kinuya. Alle tre er mistænkt for at have forbrudt sig mod dopingreglerne, og trioen er også anklaget for at have misbrugt midler, som det kenyanske forbund har modtaget fra virksomheden Nike.




























