Fodbold: FC København solgte i sidste uge U21-landsholdsmålmanden Jakob Busk til tyske Hertha Berlin, men den handel fortryder de måske nu. Klubbens førstevalg mellem stængerne, A-landsholdsreserven Stephan Andersen, står nemlig foran en pause på tre måneder. FCK meddeler således, at målmanden under lørdagens træning har pådraget sit et brud på den ene ankel. »Heldigvis er det ikke værre, end det er, og jeg ser nu frem til at komme godt igennem operationen og genoptræningen«, siger Stephan Andersen. FCK råder endvidere over Thomas Kaminski og Kim Christensen til pladsen i målet, men manager Ståle Solbakken overvejer nu, at hente endnu en målmand til klubben.
Fodbold: FC Barcelona er tilbage på førstepladsen i den spanske Primera Division. Det er nok det mest positive, der er at sige om topholdets indsats i udekampen mod Malaga. Barcelona vandt 2-1 og Lionel Messi blev matchvinder med et flot mål tidligt i 2. halvleg, da de regerende mestre var ved at komme i gang efter en rystende usikker indsats i første halvleg. Barcelona topper Primera Division med 48 point for 20 kampe. Atlético Madrid har 47 point, mens Real Madrid er nummer tre med 43 point.




























