Der er langt fra ørkenen i Abu Dhabi til Copacabana i Rio de Janeiro, men ikke desto mindre lægger 24-årige Andreas Schilling lørdag vejen forbi ørkenstaten i bestræbelserne på at kvalificere sig til OL senere på året. Og Schilling har en god fornemmelse, før det hele skydes i gang.
»Jeg tror på det. Der er mange faktorer, der er i spil på lørdag. Det er første stævne i tre-fire måneder, så det er svært lige at vide, hvor man står hundrede procent. Men i forhold til mig selv er der ikke nogen grund til at tro, at det ikke skulle lykkedes«, siger Andreas Schilling fra hotelværelset i Abu Dhabi.




























