Håndbold: Kvinderne fra Team Tvis Holstebro slutter på tredjepladsen i grundspillet i Primo Tours Ligaen. Det står klart efter fredagens udesejr på 36-26 over bundproppen Sønderjyske. Med sejren har Tvis 27 point for 21 kampe og kan hverken avancere eller falde tilbage i stillingen i sidste spillerunde. Randers på fjerdepladsen kan stadig nå samme pointtal, men er svagere end Tvis indbyrdes efter to nederlag.
Fodbold: Det danske U21-landshold holder sig på rette kurs mod næste års EM i Polen, men fredag var det tæt på at ende galt. På udebane lykkedes det for landstræner Niels Frederiksens mandskab at slå lilleputnationen Luxembourg med 1-0 efter en scoring i det 90. minut.




























