Fodbold: Den tidligere Esbjerg-spiller Philip Billing løber med overskrifterne for tiden blandt danskerne i Englands næstbedste række, The Championship. Tirsdag aften var det dog for at indtage en negativ hovedrolle. I pausen blev han sendt på banen, men kun tre minutter efter måtte han forlade den igen efter et direkte rødt kort. Andetsteds i The Championship holdt målmand Anders Lindegaard Simon Makienok fra fadet i Prestons 2-1-sejr over Charlton, mens der også var fuld spilletid til Jonas Knudsen, da Ipswich tabte 0-1 til Hull. Lasse Vibe fik cirka fem minutter på banen i Brentfords 3-0-sejr over Wolves. To minutter mere fik Kenneth Zohore i Cardiffs 1-3-nederlag til Middlesbrough.
Håndbold: Aalborg Håndbold ligner efterhånden et af de otte hold, der kommer med i Boxer Herreligaens slutspil. Tirsdag aften sørgede nordjyderne selv for at avancere til femtepladsen, da klubben på hjemmebane slog GOG med 31-28. Dermed er fynboerne forvist til sjettepladsen.




























