Fodbold: Aston Villa er solgt til en kinesisk forretningsmand, bekræfter klubben onsdag aften på sin hjemmeside. Villas amerikanske ejer har efter en elendig sæson i Premier League solgt klubben videre. »Aston Villa er glad for at kunne annoncere, at der i dag er underskrevet en aftale om et salg af 100 procent ejerskab fra Randy Lerner til Recon Group – ejet af Tony Jiantong Xia«, skriver klubben. Nu skal salget godkendes flere steder i det engelske fodboldsystem, hvorefter den nye kinesiske ejer officielt står i spidsen for klubben. »Klubben vil om kort tid annoncere ansættelsen af en ny manager«, hedder det videre. Klubben meddeler, at målet er at få Aston Villa tilbage i Premier League med det samme. Danske Jores Okores kontrakt løber endnu en sæson, men han har tidligere udtalt, at han ikke ved, om han bliver i klubben.
EM-svømning: Svømmeren Mie Ø. Nielsen har sat kurs mod EM-guld i 100 meter ryg ved EM i London. Den danske profil slog stævnerekorden to gange onsdag. Først i indledende heat og siden i semifinalen, hvor hun tilbagelagde de 100 meter på 59,16 sekunder, hvilket var mere end et halvt sekund hurtigere end britiske Kathleen Dawson. Den anden semifinale blev vundet af den ungarske stjerne Katinka Hosszu, og mon ikke hun har mere i posen i finalen end i sin semifinale, som hun vandt trods en tid på lige godt et minut. Viktor Bromer leverede også varen onsdag i semifinalen i 200 meter butterfly. Danskeren svømmede næsthurtigst af alle i tiden 1.55,28 minutter – et sekund efter superstjernen Laszlo Cseh fra Ungarn. Både Bromer og Nielsen svømmer finaler torsdag.




























