Håndbold: Den 20-årige nordmand Sander Sagosen har skrevet kontrakt med Paris SG, men skifter først fra Aalborg efter den næste sæson. Klubskiftet blev offentliggjort på den dag, hvor Norge også blev klar til VM-slutrunden i januar, da IHF, Det Internationale Håndboldforbund, uddelte et wildcard.
Fodbold-EM: Ukraines Ruslan Rotan fik Uefas pris som kampens bedste spiller, men da hans hold tabte opgøret til Polen med 0-1, var der ikke megen glæde at spore hos ham. Ukraine brager ud af EM med nul point og en samlet målscore på 0-5.
»Jeg er meget tilfreds med prisen, og jeg prøvede at give alt, jeg havde, men mest af alt ønskede jeg en sejr til holdet. Vi var allerede slået ud efter to kampe, og jeg ønskede at redde noget af æren, men desværre var vi ikke i stand til at gøre det«, siger Ruslan Rotan ifølge uefa.com.




























