Cykling: Nairo Quintana (Movistar) sikrede sig mandag et stort resultat i Vuelta a España, da det på 10. etape blev til både etapesejr og førertrøje for colombianeren. Quintana angreb på den sidste stigning og endte blandt andet med at tage 25 sekunder på Chris Froome (Sky) og over et minut på Alberto Contador (Tinkoff).
Fodbold: Landstræner Åge Hareide indikerer, at forsvarsspilleren Simon Kjær bliver ny landsholdsanfører efter Daniel Aggers karrierstop. Men der kommer først en udmelding, når Danmark møder Liechtenstein, rapporterer Ritzau. »Han er et godt bud, lad os sige det sådan... Jeg vil ikke melde noget ud før onsdag«, siger Hareide i træningslejren i Helsingør forud for onsdagens testmøde med Liechtenstein og VM-kampen mod Armenien i Parken på søndag.




























