Fodbold: Der var fire danske spillere med, da Malmö FF besejrede IFK Göteborg med 3-1 i den bedste svenske række. Det blev altså Anders Christiansen, der sikrede sig håneretten over Mads Albæk, Simon Rieks og Jakob Ankersen. Malmös veteranangriber Markus Rosenberg stod for det første og sidste mål mellem Alexander Jeremejeffs scoringer i først eget og derefter modstandernes net. Malmö topper rækken med 48 point foran Norrköpings 47.
Golf: USA's Ryder Cup-kaptajn, Davis Love III, mangler nu kun at navngive en golfspiller til sit hold mod Europa. Mandag uddelte han tre af sine i alt fire wildcards. De tre gik til Rickie Fowler, JB Holmes og Matt Kuchar. Det sidste uddeler Davis Love III 25. september og vil derefter have sat navne på alle 12 mand. De første otte spillere er automatisk udtaget via deres placering på to præstationsbestemte ranglister.



























