Godt nok er USA’s præsident Barack Obama født mere end 6.000 kilometer, seks tidszoner og et halvt Stillehav fra Chicago.
Vejrmæssigt, mentalt og fysisk er tropeøen Hawaii, hvor Obama blev født, stort set så langt fra den forblæste og om vinteren iskolde storby Chicago, som det næsten tænkes kan. Men Chicago er det nærmeste, den omflakkende og multikulturelle Obama kommer på en hjemby. Det er her, han har boet det meste af sit voksne liv. Det er her, han mødte sin kone Michelle. Det er her, han kickstartede sin politiske kometkarriere, og det er her, hans to døtre voksede op, inden familien flyttede til Det Hvide Hus i Washington.



























