Vinder. Esteban Chaves kan juble efter at være kørt over målstregen.
Foto: Matteo Bazzi/AP

Vinder. Esteban Chaves kan juble efter at være kørt over målstregen.

Sport

Sportsdøgnet: Colombianer vinder årets sidste klassiker

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Sport

Cykling: Johan Esteban Chaves (Orica-Bikeexchange) vinder klassikeren Lombardiet Rundt, som er årets sidste World Tour-løb. Chaves er den første ikke-europæiske rytter der vinder Lombardiet Rundt i løbets 110-årige historie. I en smuk spurt besejrede Chaves blandt andre sin colombianske landsmand Rigoberto Urán Urán (Cannondale), som på papiret var favorit i spurten, men kun blev treer. Det så længe ud til, at løbet skulle afgøres mellem fire ryttere, som var stukket af sted fra et større felt. Og sådan blev det også. Kvartetten bestod ud over Urán Urán og Chaves også af Romain Bardet (AG2R) og Diego Rosa (Astana). Rosa blev nummer to, mens Bardet endte som firer.

Golf: Det lå længe til status quo i Ryder Cup-stillingen mellem Europa og USA efter lørdagens fire foursomes. Men med et særdeles stærkt comeback sørgede den spanske duo Sergio García og Rafa Cabrera Bello for, at scoren tippede over til Europas fordel. Efter tolv matcher er USA således nu kun foran med ét point – 6,5 mod 5,5. Sergio García og Rafa Cabrera Bello hentede et halvt point mod Jordan Spieth og Patrick Reed, som ellers lå til at snuppe deres tredje sikre sejr på stribe. Den eneste amerikanske sejr hentede Brandt Snedeker og Brooks Koepka over Henrik Stenson og Matthew Fitzpatrick. De afsluttende 12 singler spilles søndag.

Foto: Chris Carlson/AP

Håndbold: Få minutter før slutfløjt lå det til et dansk point, men så smuldrede det hele for TTH Holstebro, og portugisiske ABC Braga vandt 32-27. Dermed var der ingen point til TTH's herrer i klubbens andet opgør i gruppe D i Champions League, hvor TTH nu har et enkelt point efter to kampe.

Fodbold: Cesare Prandelli er ny cheftræner i Valencia. Det meddeler den spanske fodboldklub lørdag. Kontrakten løber til 30. juni 2018, og den 59-årige italiener vil være at finde i præsidentlogen, når holdet søndag får besøg af Atlético Madrid. Cesare Prandelli var fra 2010 til 2014 landstræner for Italien. I 2012 førte han holdet til EM-finalen, hvor det endte med et nederlag til Spanien.

Fodbold: Efter fem sejre på stribe måtte Bundesligaens ubestridte førerhold, Bayern München, tage til takke med et enkelt point, da 1. FC Köln besøgte Allianz Arena. Den sydtyske mastodont var for ineffektiv efter at Joshua Kimmich havde scoret til 1-0 i 1. halvleg, og så kunne Köln overraskende snuppe det ene point. Holdets topscorer Anthony Modeste udlignede med sit 5. sæsonmål, da han snød sydtyskernes offside-fælde og sendte bolden ind bag Manuel Neuer. Frederik Sørensen spillede hele kampen for Köln og indkasserede et gult kort i 2. halvleg.

Fodbold: Liverpool vandt sæsonens femte sejr, da det blev 2-1 på udebane over Swansea og dermed rykkede på på 2. pladsen i Premier League. Hjemmeholdet kom ellers bedst fra start i kampen og bragte sig foran i 1. halvleg ved Leroy Fer. Efter pausen sad Liverpool dog på det meste, og Roberto Firmino kom til at spille en hovedrolle. Først udlignede han på et hovedstød i 54. minut, og otte minutter før slutfløjtet blev han ureglementeret nedlagt i Swanseas straffesparksfelt. James Milner omsatte sikkert straffesparket. Det var Liverpools femte kamp på stribe uden nederlag, mens Swansea kun har vundet en enkelt kamp i sæsonen og derfor roder rundt i bunden af rækken.

Fodbold: FC København meddeler lørdag, at angriberen Federico Santander er blevet opereret i ansigtet på grund af et brud på et kindben, og at alt er forløbet planmæssigt. Nu skal den paraguayanske angriber komme sig oven på operationen, og han forventes at kunne deltage i træningen igen om to uger, skriver FCK på klubbens hjemmeside.

Fodbold: Real Madrid må undvære holdets kroatiske midtbanestjerne Luka Modric i helt op til en måned. 31-årige Modric pådrog sig en skade i Champions League-kampen mod Borussia Dortmund.

Fodbold: Da Uli Hoeness i marts 2014 blev idømt tre et halvt års fængsel for skattesnyd, trådte han samtidig tilbage som præsident for Bayern München. På en generalforsamling i klubben 25. november vil den tidligere europa- og verdensmester så blive valgt til præsident igen. Den nu 64-årige Hoeness er eneste kandidat til posten, og han afløser Karl Hopfner, der ikke genopstiller.

Fodbold: Andres Iniesta spiller søndag sin kamp nr. 600 for FC Barcelona, når catalanerne møder Celta Vigo i La Liga. Kun Xavi Hernandez med 767 optrædender for Barca overgår Iniesta. FC Barcelonas nuværende kaptajn debuterede tilbage i 2002, da den nuværende træner Luis Enrique stadig spillede for klubben

Håndbold: Viborg HK udbyggede føringen på førstepladsen i Primo Tours Ligaen, da de tidligere mestre lørdag var på besøg hos Randers HK. Herfra kunne gæsterne således rejse hjem med en 28-22-sejr, som bringer Viborgs håndboldkvinder op på ni point, og holdet topper ligaen med tre point ned til København Håndbold.

Håndbold: Christina Krogshede genoptager karrieren i 1. divisionsklubben Ajax, Den 34-årige playmaker med 96 landskampe på cv'et, stoppede for et halvandet år siden, da hun slkulle være mor. Men nu har Krogshede, der tidligere har spillet for blandt andet FIF, Slagelse og FCK, fået lysten tilbage.

Motorsport: Lewis Hamilton starter i poleposition ved søndagens formel 1-grandprix i Malaysia. Den forsvarende verdensmester var knap et halvt sekunder hurtigere end Mercedes-kollega og den førende i VM-stillingen. Nico Rosberg. Kevin Magnussen havde også fin fart på sin Renault og kom videre til anden kvalifikationsrunde. Her blev resultatet en startplacering som nr. 14, mens den anden Renault-kører, briten Jolyon Palmer, starter som nr. 19.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tennis: Tjekken Kristyna Pliskova har indtil videre stået i skyggen af sin tvillingesøster Karolina, der har været i US Open-finalen og vundet 6 WTA-turneringer. Men nu har Kristyna vundet sin første WTA-titel. Det skete i Tashkent Open, hvor tjekken i finalen slog den forsvarende mester Nao Hibino fra Japan. Pliskova, der er nr. 100 i verden, vandt i tre sæt med cifrene 6-3, 2-6, 6-3.

Tennis: Petra Kvitova vandt lørdag en WTA-turnering for første gang i 13 måneder. Verdensranglistens nummer 16 vandt overlegent med 6-1, 6-1 over Dominika Cibulkova i finalen. Caroline Wozniacki røg ud af turneringen i ottendedelsfinalen.

Motorsport: Christina Nielsen starter som nr. 4 i Petit Le Mans blev afviklet på Road Atlanta. Løbet er sidste afdeling af det amerikanske IMSA mesterskab, og danskeren fører mesterskabet i i GTD-klassen sammen med hendes italienske holdkammerat Alessandro Balzan. Hvis Christina Nielsen blot fuldfører tre timer af det ti timer lange løb, vinder duoen mesterskabet. Hun vil i så fald blive den første kvinde, der vinder et større internationalt sportsvognsmesterskab.

Fodbold: Offensivspilleren Rasmus Falk er udtaget som den sjette FCK-spiller i Åge Hareides landsholdstrup, der står foran to VM-kvalifikationskampe. Rasmus Falk erstatter Celta Vigo-spilleren Daniel Wass, der må melde afbud med en skade.

Håndbold: Team Esbjerg-spilleren Maria Mose Vestergaard har meldt afbud til håndboldlandsholdets kommende samling, der begynder mandag. Stortalentet blev efterudtaget til Klavs Bruun Jørgensens trup, men et overbelastet knæ forhindrer hende i at deltage.

Badminton: Søndagens finaler i badmintonturneringen Korea Open bliver uden danskere. I lørdagens semifinale i damedouble røg turneringens sidste danske håb ud, da Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tabte til kineserne Luo Ying og Luo Yu, verdensranglistens nummer seks. Kineserne vandt 21-15, 17-21, 21-12 over den danske double, der er nummer fire i verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Golf: Efter at have været bagud 0-4 i Ryder Cup-matchen mod USA, fik Europa sat en midlertidig prop for nedturen i de følgende 4 matcher. Stillingen er derfor efter førstedagen 5-3 til USA, der ikke har vundet den prestigefyldte kamp mellem kontinenterne siden 2008.

Boksning: Den professionelle bokser Mike Towell fra Skotland er fredag død på et hospital, efter at han blev slået i gulvet i en kamp i Glasgow torsdag aften, skriver BBC. 25-årige Towell blev knockoutet allerede i første runde af den tv-transmitterede kamp, men kom på benene igen. I femte runde slog modstanderen Dale Evans ham igen i gulvet. Det fik kamplederen til at skride ind og stoppe kampen. Men Towell rejste sig ikke. Han blev i hast kørt til hospitalet, men skaderne var for store, og han døde fredag med sin familie ved sin side.

Fodbold: Netop som snakken var begyndt at gå om Yussuf Yurary Poulsens manglende mål i Bundesligaen i fodbold, slog den danske landsholdsangriber til. I hjemmekampen mod Augsburg sikrede Yussuf Poulsen fredag aften sin tyske klub RB Leipzig sejren på 2-1 med den afgørende scoring i anden halvleg.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce