Fodbold: Udinese har hyret en af klubbens tidligere spillere som ny cheftræner. Navnet er Luigi Delneri, og den 66-årige tidligere midtbanespiller har underskrevet en kontrakt for resten af sæsonen med en klausul om mulig forlængelse. Det oplyser klubben mandag ifølge flere nyhedsbureauer.
Tennis: Er en af verdens mest genkendelige idrætspersonligheder nogensinde færdig og tager bagvejen ud efter en dopingdom på to år eller får hun en livline og mulighed for at genoptage karrieren? Ikonet Maria Sharapova får svaret tirsdag kl. 14, når Den Internationale Sportsdomstol (CAS) offentliggør resultatet af verdensstjernens appel. 29-årige Sharapova indrømmede i begyndelsen af marts, at hun under Australian Open i januar var testet positiv for stoffet meldonium, der siden årsskiftet har været på listen over forbudte stoffer. Meldonium er hjertemedicin, som også kan sende større mængder ilt ud til musklerne. Sharapova har forklaret sit forbrug med magnesiummangel og en familiehistorik med diabetes.
Fodbold: FC København får en ekstra hviledag, inden klubben skal møde Club Brugge på udebane i Champions League. Opgøret i Superligaen mod Randers FC var planlagt til søndag 4. december, men er nu rykket 24 timer frem. FC København møder onsdag 7. december Club Brugge i gruppespillets sidste runde i Champions League.




























