Manddomsprøven. Den første, store eksamen. Den sværeste kamp i gruppen for det nye landshold med Åge Hareide som landstræner. Polen-Danmark i Warszawa. Dér skal vi vise, hvad vi er lavet af, sagde Christian Eriksen før VM-opgøret mod EM-kvartfinalisterne i sommerens slutrunde i Frankrig.
Oven på seks ’bløde’ kampe i det første år, efter at Morten Olsen havde forladt landstrænerposten, var det alvor på det flotte Narodowy stadion i den polske hovedstad. Den smalle pligtsejr på 1-0 i Parken over Armenien og præstationen i det første kvalifikationsopgør i turneringen, der fører de bedste til slutrunden i Rusland i 2018, sagde jo ikke meget om, hvad vi skal tro på, forvente og forlange af VM-holdet, der åbenbart nu spiller helt i rødt ’hver gang’.




























