Bjørn vil helt til tops

Lyt til artiklen

Thomas Bjørn har prøvet at vinde før, men søndagens sejr over Tiger Woods i Dubai kan give danskeren det moralske boost, der skal til for at nå op i den absolutte verdenstop. Med søndagens sejr har Bjørn måske ikke ligefrem overtaget pladsen i tronstolen, men Tiger Woods beviste med sit afgørende kiks på 18. hul i Dubai Desert Classic, at han trods alt bare er et menneske. Og Thomas Bjørn beviste, at han netop nu er tættere på Tigers planet og de andre stjerner end nogensinde før. Men danskeren, der nu tager til USA for at spille et par turneringer, har ikke i sinde at stoppe himmelflugten her. »Tiger Woods er verdens bedste spiller, men hvis du skal slå ham, kræver det, at du ikke bliver kyst ved at gå med ham. Det her giver mig en masse selvtillid, og jeg ser virkelig frem til at komme til USA. For hvis jeg kan slå ham - så kan jeg også slå resten af flokken«, sagde Thomas Bjørn, der tidligere er gået ned med flaget under runder med Tiger Woods, men som i denne uge holdt fanen højt på samtlige 72 huller i selskab med verdensetteren. Som et symbol på Bjørns selvtillid havde danskeren valgt at iføre sig en rød trøje til søndagens 18 huller. Samme farve som Tiger Woods altid benytter sig af på finalerunderne... Vil i top fem At Thomas Bjørn mener det alvorligt kom for alvor frem, da Silkeborgenseren sidste efterår var på visit i Rungsted. Her løftede han sløret for sine mål for den kommende sæson på European Tour. Og han gjorde det ikke ligefrem med lyset under skæppen. Ingen dikkedarer og beskedne jyske kommentarer. Med overbevisning i stemmen lød det fra den nu 30-årige Silkeborg-dreng: »Jeg går efter top fem i Verden. Det er realistisk. Og når man først er der, så er der ikke langt til nummer fire, nummer tre - og nummer to. Ja, og så må vi bare håbe, at Tiger finder en anden planet at spille golf på«, konstaterede Thomas Bjørn dengang tørt med adresse til Woods totale dominans både på banen og ranglisterne. En anden af Thomas Bjørns målsætninger for sæsonen var at blive bedre til at bringe sig i position til sejrene. Noget kunne tyde på, at det er allerede er ved at ske. »Jeg ved, at jeg er god, når jeg er med helt fremme. Mit problem har været at nå det punkt, men mit spil har forbedret sig meget i løbet af det seneste halve år. Det her betyder meget«, sagde Thomas Bjørn efter søndagens triumf - danskerens sjette på European Tour. Sejren indbragte ikke blot danskeren en masse selvtillid på kontoen. Sejren udløste også næsten to millioner. På den baggrund var det måske meget belejligt, at gevinsten kom i 'baghaven' i Dubai, hvor Thomas Bjørn i vinterhalvåret bor sammen med sin kone og datter. I hvert fald har han nu ikke så langt til banken... Danskerens tidligere træner gennem syv år, Leif "Doktor" Nyholm, overværede sin tidligere elevs fantastiske triumf fra første parket. Han er overbevist om, at Thomas Bjørns sejr får kæmpemæssig betydning på flere fronter. »Det betyder jo, at Thomas Bjørn er en af de få mennesker i Verden, der har slået Tiger Woods. Det er virkelig en skalp, der vil noget, og det giver ham uden tvivl en kæmpe bunke selvtillid. Derudover får det formentlig også en økonomisk betydning for Thomas Bjørn, som ikke ligefrem er blevet mere en uinteressant en person oven på det her«, siger Leif Nyholm til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her