Politiken onsdag: De bedste badmintonspillere træner langt hårdere og bruger flere timer på træningen end de bedste fodboldspillere. Og de har langt flere rejsedage. Til gengæld er der ikke den store fare for, at de falder igennem socialt - selv om de satser så hårdt. Til forskel fra unge fodboldspillere, der tilsyneladende glemmer alt om et liv efter sporten, så er der ingen udsigt til panik, når ketsjersvingerne stopper. De skal nok klare sig. »I badmintonforbundet er vi jo i et dilemma, når vi får fat i spillerne. Vi vil gerne have dem frem i eliten, og vi stiller store krav til spillerne. Men af og til må vi altså også gå ind og sige til spillerne, at de bør finde på noget andet at bruge livet til. De har satset på badmintonsporten - og det valg var forkert«, siger landstræner Kenneth Larsen, mens han for sidste gang i sin karriere sidder i National Indoor Arena som dansk landstræner og ser på kvalifikationsturneringen til All England. Spillerne bliver sure »Fem gange har jeg måttet sige til spillere, at de ikke ville få noget ud af at være med på det niveau. Langt vigtigere måtte det være at satse på en civil uddannelse. Spillerne er ofte blevet meget sure på mig, men hvis jeg skal være i stand til at se mig selv i øjnene, når jeg kigger ind i et spejl, så må jeg også være i stand til at træffe den slags afgørelser. Vi skal ikke bare sælge spillerne«, siger Kenneth Larsen. Efter hans mening er det oplagt, at der i den nuværende trup til fællestræningen findes spillere, der skal til at finde ud af, at der også er et liv efter badminton. De skal sørge for at komme i gang med en uddannelse. »Spillere som Peter Gade og Camilla Martin skal nok klare sig. Dels tjener de mange penge, dels er de oppe på det niveau, hvor mange gerne vil hjælpe dem, når de er færdige. Deres skæbne er jeg ikke så bange for. Men de spillere, der ikke får de store sponsorkontrakter og ikke tjener de mange penge i præmier må sørge for, at de kan klare sig på anden måde«, siger Kenneth Larsen. Skal blive kede af det Af de spillere, han har sendt lidt ud i mørket, har ingen haft lyst til at fortælle ham, at han så rigtigt. At han faktisk gjorde dem en tjeneste. »Det er i orden med mig. Når de har været så tæt på eliten, skal de have ambitionerne i orden, og så skal de også blive kede af at blive droppet. Men der har da også være positive oplevelser med spillere, der selv traf beslutningen om at få sig en uddannelse. At fyre folk er bestemt ikke sjovt, så det er da bedst, når folk går selv«. Spillerforeningens formand Jesper Larsen erkender, at der er et problem. Men i øjeblikket er det nu ret lille. Faktisk har han sig selv som det værste eksempel. En hurtig opsummering viser, at næsten alle har et job eller udsigt til et, når de færdige. »Jeg har lagt mit idrætsstudium lidt på hylden. Jeg er dybt involveret i det politiske arbejde inden for badminton, og det vil jeg godt gøre til en levevej. Jeg synes, at vores sport på det her niveau giver en vis form for uddannelse. Vi lærer en bunke om at rejse og træffe selvstændige beslutninger. Jeg kan godt blive rystet, når jeg ser et håndboldhold, hvor spillerne ikke skal tænke ret mange tanker selv. De bliver vartet op hele tiden. Men det gør det selvfølgelig nemmere at koncentrere sig om det rent sportslige. Uden at lyde for selvrosende tror jeg godt jeg tør sige, at badmintonspillere nok hører til i den kvikkere ende, så der trods alt er blik for et liv efter karrieren«, siger Jesper Larsen. For meget til SU Efter hans mening kan det dog godt gå rigtig galt, hvis der kommer mange penge i sporten. »Så kan det blive fristende at satse hele butikken og ikke sørge for at man garderer sig med en uddannelse«, siger han, der selv som doublespiller godt kan få det hele til at løbe rundt. »Jeg tjener i hvert fald for meget til at få SU«, griner han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
»Nu er vi sparket tilbage til start«: Yderst effektivt våben mod SMS-svindel bliver stoppet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























