Politiken mandag: Med den 20-årige århusianske letmellemvægter Reda Zam Zam som det sprudlende højdepunkt på en festlig finaledag præsenterede Dansk Amatør Bokse Union i går den elite, som Team Danmark netop har besluttet at nedskære den økonomiske støtte til. Men hvis det trængte specialforbunds ledelse ellers kan fremlægge sin sag fornuftigt, har den med baggrund i gårsdagens præstationer belæg for at håbe på hjælp fra pengetanken til international udvikling af flere af de aktører, som satte deres markante præg på dysterne om de nationale titler i SG-Hallen i Svendborg. Professionalismen lokker Spørgsmålet er så blot, om de emner, der trænger sig på til at gøre karriere ude i den store verden, har tid til at vente. Om end der ikke proklameredes direkte spring fra DM-scenen over i de professionelles rækker, står det helt klart, at både Reda Zam Zam og den tilbagevendte Søren Bladt, som snuppede guldet i letvægt, har en anden satsningskurs end den hidtidige med inde i overvejelserne omkring fremtiden. »Vi fanges hele tiden af denne professionelle skygge, som ikke er til at slippe ud af. Uanset næsten hvad vi gør, sættes det i et eller andet professionelt perspektiv, men vi kan ikke foretage os andet end at arbejde videre og håbe på, vi kan overbevise vore bedste folk om, at der er basis for at gå helhjertet ind for at prøve på at opnå deltagelse ved OL i Athen. Og vi sætter da også vores lid til, at Team Danmark bistår os, når vi kan komme med en ny eliteplanlægning«, siger landstræner Eigil Jørgensen. Penge til træningslejr »Foreløbig har vi fundet midler til at finansiere en træningslejr for fire mand op til verdensmesterskaberne i Dublin i begyndelsen af juni. Det er penge, vi har sparet, og som altså nu skal anvendes på vore bedste. Foreløbig er Reda Zam Zam og Jadgar Abdulla fra Århus Athlet Klub inde i billedet i denne sammenhæng, og så skal vi inden længe finde frem til, om der er yderligere to emner. For det kræver stadig, at de respektive klubber betaler for selve VM-turen, hvilket Århus Athlet Klub allerede er gået ind på«. At den århusianske forening er villig til at punge ud for Reda Zam Zam, var nemt at fatte efter DM-indsatsen, mens Jadgar Abdulla ikke fik lejlighed til at demonstrere sine kvaliteter i Svendborg. En intern fynsk klubfejde gav CBC-guldvinderen Shabasz Aslam startforbud. Han valgte nemlig for et par uger siden at skifte fra BK 1999 Odense til Olympia Odense, men eftersom hans hidtidige klub ikke ønskede at frigive ham, faldt han automatisk ind under reglerne om karantæne ved flytning, og Abdulla blev derfor mester uden kamp. Brok over regel Specielt i semifinalen mod Martin Kajberg, Olympia, diskede Reda Zam Zam op med en overflod af lækkerier præsenteret i højt tempo, og den kamp stoppedes da også i 3. omg., da århusianeren var kommet foran med mere end 15 point. Denne regel var i øvrigt genstand for voldsom diskussion under DM, og den forekom da også i stort set alle de tilfælde, den blev taget i anvendelse, urimelig. For godt nok var det ikke til at tage fejl af, hvem der styrede de pågældende kampe, men der var på intet tidspunkt tale om udboksning. »Nu har man åbenbart fundet en ny måde at slå amatørboksningen ihjel på. Det er da helt urimeligt, at en mand skal fratages chancen for at vende kampen, når han stadig følger nogenlunde med«, lød det således harmdirrende fra Bispebjergs veterantræner Jean Schmücker, hvis supersværvægter Bo Sabro i semifinalen var en af dem, der på denne måde stoppedes i utide. Stoppet af øjenskade Finalen fik Reda Zam Zam ligeledes overstået kvikt, da Alex Christoffersen, Vitus Horsens, straks i starten af 2. omg. konstateredes ukampdygtig med en øjenskade. »Der er ingen tvivl om, at Reda virkelig har internationalt snit over sin boksning, men hvis han skal begå sig ved de helt store turneringer, skal han altså ned i weltervægt. Ellers er han for handicappet, hvad angår rækkevidde«, vurderer Eigil Jørgensen. Størst diskussion herskede der om afgørelsen i letvægt, da Steven Manuel, Lyngby, kåredes som sejrherre med 18-15 mod Søren Engelbret, Varde. Sjællænderen forekom dog at stå for de mest markante træffere, og det tæller som bekendt i computerboksningens tidsalder. Og i øvrigt synes Manuel, der har den tidligere mesterbokser Michael Madsen som træner, at have gode muligheder for videre udvikling.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da Pia Olsen Dyhr indtog talerstolen, kunne man tydeligt høre, at noget er i gære på Marienborg
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























