Så er ferien forbi. Den lange, varme uge under sydens sol har budt på taktisk træning og en masse fodboldsnak for de danske landsholdsspillere, men lørdag aften skal arbejdstøjet findes frem. VM-kvalifikationskampen mod Malta skal simpelthen vindes, og landstræner Morten Olsen påtager sig da også rollen som klar favorit mod den lille ø-nation i Middelhavet. »Vi har brugt tiden til at kommunikere og finde frem til vores spillemåde, som også er blevet øvet. Spillerne må nu være overbevist om, at denne spillestil er måden at gøre det på. Så er det så op til dem at udføre det. Nøgleordene bliver disciplin, organisation og koncentration, og det er det, vi kan forvente af spillerne mod et hold, som - ikke af os - men af mange er undervurderet«, lød det fra en smilende Morten Olsen på fredagens pressemøde på Corinthia San Gorg Hotel. Morten Olsen havde da heller ikke så meget at brokke sig over. I en uge er landsholdet sluppet væk fra det snevejr, der har forfulgt holdet først i Dublin og senest ved mandagstræningen i Vedbæk. Sneen i Dublin betød, at venskabskampen mod Irland måtte aflyses, og det er efterhånden fire måneder siden, Danmark sidst var i kamp. Dengang i november i fjor blev Tyskland dog besejret 2-1 i Parken i en venskabskamp, men lørdag skal Danmark op imod en helt anden modstander. Malta ligger sidst i gruppe 3 med ét enkelt point, og holdet er ramt af flere afbud i forsvaret. Men mon ikke træner Josif Ilic finder nogle erstatninger. Under alle omstændigheder bliver Maltas forsvar et centralt emne i kampen både for Danmark og hjemmeholdet. Forsvarsmur venter Danskerne kan forvente en større forsvarsmur af maltesiske spillere, der ikke har meget andet end æren at spille for. I forsøget på at overaske igen, som det lykkedes i 0-0-kampen mod Tjekkiet på samme bane, vil de maltesiske spillere sikkert tage alle midler i brug for at stoppe danskerne. Indtil videre er Malta da også blevet tildelt 15 advarsler i de tre kvalifikationskampe, der er spillet indtil nu. »Den skal vindes, men vi kommer på en svær opgave. Spillerne har dog alle prøvet det før, og vi har indtil nu været gode til at give få chancer til modstanderne, mens vi samtidig har spillet os til mange chancer selv. Det, som ikke har været så godt, har været at få puttet bolden over stregen«, sagde Morten Olsen, mens solen hamrede ned over spillerne, der sad plantet i skyggen omgivet af en rolig svimmingpool og grønne palmer i alle udformninger. Mod Tyskland scorede Dennis Rommedahl Danmarks to mål, og PSV Eindhoven-spilleren bliver også sammen med Jesper Grønkjær de to centrale danske spillere, når Maltas defensiv skal åbnes. De to hurtige fløjspillere skal til baglinjen og sende bolden videre ind til Ebbe Sand, der skal forsøge at finde vej til netmaskerne igen. Alt tyder på, at Morten Olsen vælger at stille op med fire forsvarsspillere foran Thomas Sørensen i målet, der nu for alvor skal tage over efter Peter Schmeichel. Jan Heintze, Thomas Helveg og René Henriksen er selskrevne, mens Martin Laursen sikkert bliver valgt som den fjerde. Det skal ses i lyset af, at Tjekkiets hovedstødsstærke angriber Jan Koller venter på onsdag i Prag, og at Morten Olsen har måttet undvære en venskabskamp til at eksperimentere yderligere i. Jon Dahl er ude Jon Dahl Tomasson er ude med karantæne, og hans plads på den offensive midtbane lige bagved Ebbe Sand bliver sandsynligvis overtaget af Martin Jørgensen, der dog stadig foretrækker at rumstere på fløjen. Indtil nu har Tomasson været stærkt spillende på pladsen, og landstræneren udtrykte da også sin tilfredshed med Feyenoord-spillerens indsats i denne uge. »Jon har virkelig bevist, hvilken holdkammerat han er. Han har arbejdet hundrede procent for holdet og hjulpet holdet taktisk ved at spille nogle pladser under træningen, som han ikke normalt spiller«, lød det fra Olsen. Spørgsmålet for landstræneren bliver så, hvem han fortrækker på den offensive midtbaneplads mod Tjekkiet. Bag Martin Jørgensen kommer Thomas Gravesen og Stig Tøfting til at ligge lige som mod Tyskland, mens Ebbe Sand i front bliver omgivet af de to lynhurtige og formstærke wings Dennis Rommedahl og Jesper Grønkjær. Én skal ud Én spiller skal sorteres fra truppen på 20 spillere, og umiddelbart virker FC Købenshavns Niclas Jensen som den mest anvendelige til en tribuneplads, da ABs unge forsvarsspiller Martin Albrechtsen også indgår i truppen. Landstrænerens gode humør er nærmest steget i takt med det gode vejr på Malta i ugens løb, og det var derfor en afslappet Morten Olsen, der dukkede op til fredagens pressemøde, der på grund af forholdene var placeret udendørs. Lørdag skal støvlerne så findes frem igen, indtil da kan spillerne stadig slappe af i den harmoniske stemning, der har omkranset dem siden i tirsdags. Morten Olsen får de sikkert ikke problemer med. »Der er sagt meget, diskutteret og skrevet meget. Nu er det tid til at handle«, lød det fra Olsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























