Bayern München vandt lørdag det tyske mesterskab i fodbold for tredje år i træk. I 34. og sidste spillerunde i Bundesligaen klarede sydtyskerne uafgjort 1-1 på udebane mod Hamburg. Dermed rakte det ikke for Schalke 04 og Ebbe Sand, at de hjemme på Parkstadion overvandt Unterhaching med 5-3. Sydtyskerne steg til tops med 65 point, mens Schalke med 62 af slagsen måtte tage til takke med andenpladsen. Bayerns 17. mesterskab i alt kom i hus efter en vanvittig afslutning, hvor den endelige afgørelse vippede fra side til side i de yderste minutter. Med små to minutter tilbage af kampen på udebane mod Hamburg og Stig Tøfting på Volksparkstadion var stillingen 0-0, og Bayern München virkede sikker på triumfen. Men pludselig spillede Hamburgs Sergej Barbarez titlen tilbage i hænderne på Schalke 04, da han med sit 22. sæsonmål bragte hjemmeholdet i front med 1-0 på et hovedstød. I de sidste sekunder af matchen vendte det hele imidlertid på hovedet igen. Bayern fik tilkendt et indirekte frispark langt inde i Hamburgs straffesparksfelt, og da svenske Patrik Andersson sendte udligningen til 1-1 i nettet, kunne München-spillerne falde hinanden om halsen i jublende vished om, at mesterskabet var en kendsgerning. Tysk topscorer En ond skæbne for Schalke 04, der tabte titlen på gulvet, men med andenpladsen kan holdet i det mindste glæde sig over at være direkte kvalificeret til efterårets udgave af Champions League. Ebbe Sand kan desuden se tilbage på en sæson med stor personlig succes i det tyske. Danskeren stod lørdag for det sidste mål i 5-3-sejren over Unterhaching, og dermed slutter han med 22 mål på en delt førsteplads på Bundesligaens topscorerliste - side om side med Sergej Barbarez. Og om en uge får Sand og Schalke i øvrigt en ny mulighed for at slutte sæsonen med et trofæ, idet holdet den 26. maj spiller pokalfinale mod Union Berlin. I lørdagens runde blev det i øvrigt klart, at Dortmund og Leverkusen ender som nummer tre og fire i ligaen, og de to hold får således således chancen for at kvalificere sig til Champions League. Dortmund holdt placeringen som nummer tre efter 3-3 på hjemmebane mod FC Köln, mens Leverkusen besejrede for længst nedrykningsdømte Bochum - med Thomas Christiansen og Søren Colding på banen - med 1-0. Christiansen, Colding og Bochum får følgeskab af Eintracht Frankfurt og Unterhaching, der er de to andre hold, som må en tur ned i 2. Bundesliga.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























