Den 25-årige italiener Pietro Caucchioli (Alessio) oplevede sin karrieres hidtil største triumf, da han søndag kom alene til mål på ottende etape af Giro d'Italia. Italieneren var 33 sekunder foran sin langt mere kendte landsmand Davide Rebbelin (Liquigas). Den 179 kilometer lange etape fra Montecatini Terme til Reggio Emilia skabte lidt spredning og sendte portugiseren José Azvedo (Once) op i nærheden af Dario Frigos førertrøje. Fassa Bortolo-rytteren har dog stadig tre sekunder at give af til portugiseren. Tyske Jan Ullrich satte mere end 13 minutter til og er nu nummer 67 over 23 minutter efter Dario Frigo. Otte ryttere forlod løbet søndag. Mest opsigtsvækkende var afskeden med columbianeren Chepe Gonzalez. Den 32-årige columbianer blev i sidste måned fyret fra sit hold Selle Italia, efter at italiensk politi havde fundet dopingstoffer på hans hotelværelse i forbindelse med et cykelløb i landet. Derfor blev der løftet mange øjenbryn i cykelverdenen, da det italienske cykelhold Mobilvetta ansatte Chepe Gonzalez kun få dage før Giro d'Italia begyndte. Det var også Mobilvetta, som sidste år før starten i Rom fik udelukket russeren Evgeni Berzin på grund af for høj hæmatokritværdi.
Solosejr til ukendt italiener i Giro d'Italia
Lyt til artiklen