68 minutter. Mere behøvede den atletiske amerikanske tennisstjerne Venus Williams ikke til at gevinde sin Wimbledon-titel i damesingle. Og det kunne endda være gået endnu hurtigere, hvis ikke hun havde taget en mental slapper midtvejs og smidt andet sæt mod den uventede belgiske finalemodstander Justine Henin. Til gengæld strammede Venus Williams for alvor grebet i tredje sæt, hvor Henin nærmest blev ydmyget og tildelt et æg. Vindercifrene for den andenseedede amerikaner, hvis far og træner Richard Williams undervejs fotograferede og filmede løs fra tilskuerlogen, lød på 6-1, 3-6, 6-0 og indbragte mesteren en nydelig check på 462.500 pund, godt 5,5 mill. kr. Desværre blev den fra om lørdagen udsatte damesingle-finale aldrig særlig spændende fordi Justine Henin, 18 cm mindre og 15 kilo lettere end Venus Williams, ikke i længden kunne stå for det eksplosive tryk på boldene som er Wimbledons-mesterens varemærke. Venus Williams indledte ganske vist finalen med to dobbeltfejl på stribe, men derefter fik hun hurtigt styr på sit spil, afgav kun et enkelt point i sine næste tre servepartier, brød belgierens serv til 3-1 og 5-1 og havde første sæt hjemme på 20 minutter. De to spillere har en gang tidligere mødt hinanden, på grus i Berlin, og da vandt Justine Henin, endda i to sæt. Men på Wimbledons græs kunne hun ikke følge med, selvom det lignede en af den spinkle belgiers sædvanlige flotte comeback, da hun i andet sæt, og efter et ni minutter kortvarigt regnstop, kom mere frem på modstanderens andenserv, brød til 5-3 og udlignede til 1-1 i sæt. Blev på jorden Så var kræfterne imidlertid sluppet op, og samtidig løftede Venus Williams igen sit spil til en klasse, hvor Justine Henin ikke kunne være med. Amerikaneren, der dækker sin banehalvdel strålende, tog sit første serveparti blankt, og efter at have brudt Henin til 2-0-føring, levnede hun i resten af kampen og sættet kun fire point til belgieren, her af det ene på en dobbeltfejl. I modsætning til i fjor foretog Venus Williams ikke de store jubelspring på banen. »Nej, jeg var bange for det var for glat, og desuden var der en væsentlig forskel på situationerne. Her var jeg foran 5-0, medens jeg sidste år var ude i en skrap tiebreaker med Lindsay Davenport, før mesterskabet var hjemme«, forklarede mesteren bagefter. Hendes magtdemonstration var næsten skræmmende, og i betragtning af, at schweizeren Martina Hingis i dette års Wimbledon skuffede fælt ved at ryge ud i første runde, burde Venus Williams med sin triumf, hendes tredje i løbet af de seneste fem Grand Slam-turneringer, overtage positionen som nr. 1 på verdensranglisten. Sådan virker systemet imidlertid ikke. Selvom Martina Hingis ikke har vundet en Grand Slam siden Australian Open i 1999 er hun fortsat etter, når den nye rangliste foreligger i dag, fordi hun har været mere turneringsflittig end Venus Williams. »Men så må jeg jo til at spille noget mere, for det er helt klart et mål for mig at blive nr. 1. Sådan føler jeg mig da også i dag, men papiret siger altså nr. 2«, kommenterede Venus Williams i går situationen. Midt i ærgelsen over ikke at have ydet bedre finale-modstand kunne Justine Henin dog glæde sig over, at hun avancerer kraftigt på ranglisten, helt op som nr. 5. Ikke værst af det lille 19-årige stortalent, som for blot et år siden var nr. 100, og den indsats hun ydede i Wimbledon vidner om, at hun ganske givet vil komme til at præge turneringen flere år ud i fremtiden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Den 27-årige mand talte med sin mor i telefonen, da hun pludselig råber: »Bjørn! Bjørn!« Så blev forbindelsen afbrudt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























