Politiken tirsdag: De fleste havde forventet, at det danske fodboldlandsholds reservemålmand Peter Kjær skulle præsenteres som FCKs nye målmand, da klubben holdt pressemøde i Parken i går. Men den forudsigelse holdt ikke stik. Imellem træner Kent Karlsson og sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm sad i stedet det svenske landsholds reservemålmand, Magnus Kihlstedt. 29-årige Kihlstedt har spillet 10 landskampe for Sverige og siden 1998 har han været tilknyttet den norske klub Brann. Han havde stadig et halvt år tilbage af sin kontrakt med nordmændene, men FC København har købt ham fri med øjeblikkelig virkning. De danske mestre havde et akut behov for at finde en erstatning for den norske landsholdsmålmand, Thomas Myhre, der efter lejemålet med de danske mestre i foråret er taget tilbage til Everton. »Thomas Myhre gjorde det godt i foråret, men Evertons økonomiske krav var urimelige. I forhold til pris og kvalitet kunne vi få noget bedre. Jeg mener, at Magnus er mindst lige så god som Thomas Myhre. Han har længe stået på vores liste over potentielle emner. Han var allerede inde i billedet, da han skiftede fra Lillestrøm til Brann for tre år siden«, sagde Niels-Christian Holmstrøm. Klubben tog kontakt til Magnus Kihlstedt i sidste uge, og han slog til uden den store betænkningstid. »Da jeg havde fået et ja fra min kone, var jeg ikke i tvivl. Jeg har store forventninger til klubben. Klubben har ambitioner om at nå langt i Champions League og vinde den bedste danske række. Det har jeg også. Jeg tror, at FCK bliver den største klub i Norden. Den har et kæmpe potentiale«, sagde Kihlstedt i sin nye målmandstrøje. Træner Kent Karlsson har ikke selv set sin nye målmand i aktion for nylig, men han har indhentet vurderinger fra både klub- og landsholdstræner. »Han har hurtige reaktioner, han er modig, og så har han stor spilforståelse. Jeg har fået et meget positivt billede af ham. Vi har haft flere målmænd inde i overvejelserne. Kihlstedt lå i det øverste niveau«, sagde træner Kent Karlsson. Allerede i dag er Magnus Kihlstedt med ved træningen i sin nye klub, og i morgen aften får han formentlig debut i træningskampen mod Herfølge. På forhånd kender han kun ganske lidt til dansk fodbold. Han har aldrig set en kamp i Superligaen, men han kender trods alt lidt til sin kommende hjemmebane. »Det jeg glæder mig mest til, er at spille på dette fantastiske stadion«, sagde Kihlstedt.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Disse 5 fødevarer skal du spise for at holde tarmen sund
-
DR-vært var tydeligvis utryg ved gæstens insisteren på nuancer
-
Et toporkester faldt fra hinanden
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Jeg ringede til firmaet bag Aula for at høre, om Moderaternes påstand virkelig er sand
-
Det er at lukke øjnene, når vi nægter at erkende, at det har noget med etnicitet at gøre
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Ida Strand