Under Wimbledon var Storbritannien ramt af "Henmania". Nu har briterne kastet sig over en halvbuttet skotsk golfspiller i forbindelse med majorturneringen British Open. Medierne har ikke overraskende døbt fænomenet "Montymania" - og helt forkert er det nu ikke. Da Colin Montgomerie lørdag eftermiddag traskede op og ned af fairways på Royal Lytham & St. Annes blev han hyldet som en anden krigshelt. »Come on Monty, come on Monty«, lød det med en svag snert af ægte britisk overklasse fra de tætpakkede bakkeskråninger på banen. Publikums ønske om at se Montgomerie få sin første majorsejr mærkes tydeligt. Omtrent lige så meget som skotten så brændende selv ønsker det - efter i så lang tid at være sat i bås som en af de bedste spillere, som endnu ikke har vundet en major. Men trods den massive opbakning på banen i det nordvestlige England kan det blive svært nok for den 38-årige skotte, hvis førsteplads på den vanvittige tredje runde blev overtaget af en gruppe på hele fire spillere. Efter en fantasisk lørdag, hvor der blev vist såvel sublimt som forfærdeligt golfspil - og hvor spillerne hele dagen igennem skiftedes til at overtage føringen og smide den væk igen - kan man roligt konstatere, at den 130. udgave af The Open Championship har udviklet sig til en ekstrem åben og dramatisk affære. Hele 13 spillere ligger nu indenfor et enkelt slag fra hinanden, mens 19 spillere har scoret mellem 207 og 209 slag. Heriblandt finder man store navne som Retief Goosen, Darren Clarke, Sergio Garcia og Ernie Els. Alle med gode muligheder for at løbe af med "The Claret Jug" søndag eftermiddag. Svenske Jesper Parnevik var med blot to huller igen alene i front, men en dobbeltbogey på banens 17. og sværeste hul satte ham tilbage på fem under - et slag efter de førende. Helt i front ligger nu fire spillere. Heriblandt den rutinerede tysker Bernhard Langer og hans relativt ukendte landsmand Alex Cejka. Cejka, der er tjekkisk født og bosiddende i Prag, bragte sig sent eftermiddag bragt sig alene i spidsen med otte under par, men tre bogeys på de fire sidste huller betød, at tyskeren ikke får lov at gå ud i førerbolden søndag. Også Bernhard Langer kunne have skudt sig helt til tops, men han faldt med en bogey på sidste hul tilbage på seks under par. Tredje runde i golfturneringer går også under navnet "moving day", fordi det primært gælder om at spille sig i position til finaledagen. Den spiller, der flyttede sig mest var amerikaneren David Duval, der startede dagen i par, men som gennem sine obligatoriske solbriller kunne se syv birdieputs rulle i på vejen mod en runde i 65 slag. Den lille waliser Ian Woosnam holder den britiske fane højt i førergruppen efter en runde i 67 slag. Colin Montgomerie havde i starten problemer med at ramme greens, men holdt trit med førergruppen indtil det 14.hul, hvor han måtte indkassere en dobbeltbogey. Tiger Woods løb formentlig lørdag tør for både tid og huller i forsøget på at generobre vindertrofæet "The Claret Jug". Den amerikanske verdensetter havnede hele dagen igennem ude i det, som englænderne kalder "knæhøj hø". På 18. hul sendte Woods sit drive langt ud blandt tilskuerne i højre side, men selv om det kostede en bogey, kunne Tiger Woods alligevel finde smilet frem, da han gik op mod sidste green. Woods sluttede to over par og er en under par i alt - fem slag efter de førende. Det skaber jubel at lave en hole-in-one, men endnu vildere er det at få en albatros - tre slag under par. Det lykkedes på 11. hul for det engelske håb Greg Owen, som efter en lidt svag start på dagen satte skub i sagerne på Royal Lytham & St. Annes. Owen, der næsten ikke kunne fatte sin bedrift, satte dog de tre vundne slag til på de sidste tre huller. Den skotske Ryder Cup-kaptajn, Sam Torrance, har med garanti nydt synet hjemme fra stuen, idet de fleste af hans forventede stjerner, Bernard Langer, Sergio Garcia og Jesper Parnevik, har bevaret sejrschancen og muligheden for at tjene point nok til at kvalificere sig direkte til holdet, så Torrance dermed slipper for at skulle vælge en af de tre fra inde opgøret mod USA i september.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























