Politiken onsdag: Lavaur er en lille, halvsøvnig, idyllisk flække gemt godt af vejen i Tarn-departementet nogenlunde midt mellem storbyen Toulouse og - den i cykelsportsverdenen mindst lige så kendte - Mazamet. I Lavaur er der en rutebilplads, hvorfra en del af de 9.100 indbyggere til daglig lader sig transportere rundt i omegnen. Men i går forvandledes dette meget lokale samlingssted til en nærmest kosmopolitisk arena. I stedet for busser lagde pladsen asfalt til et kæmpemæssigt telt, som udgjorde det overophedede hovedkvarter for den internationale presses Tour de France-udsendte. Umiddelbart foran rutebilcentralen var målstregen, som udfriede de mere eller mindre plagede pedalatleter af dagens strabadser. Men nok så interessant skulle det vise sig at være, at CSC Tis-calis mobilhome stod parkeret få meter fra det interimistiske mediecentrum. Det var områdets cykelentusiaster ikke sene til at notere sig. Og så vidste de nøjagtigt, hvor de efter etapen skulle samles for at hylde en af områdets mest berømte sønner, Laurent Jalabert. Han havde allerede undervejs modtaget overvældende beviser på, hvordan hans popularitet er blomstret eksplosivt i de seneste uger. Jubel over lokal helt Jalabert er født og opvokset i Mazamet, og områdets begejstring for den 32-årige indehaver af Tourens prikkede førertrøje var ekstatisk. Ikke engang den brændende sommersol og temperaturer på den ubehagelige side af de 30 grader lagde en dæmper på jubeludfoldelserne. Jaja-råbene gjaldede i ét væk, og hovedpersonen svarede igen med den veloplagthed og imødekommenhed, som han for alvor har udviklet efter at være kommet i dansk tjeneste. Postyret omkring det danske mandskabs lejr blev unægtelig heller ikke mindre af, at fransk tv meget naturligt havde besluttet sig for netop på denne dag at koncentrere sin direkte udsendelse efter selve de sportslige aktiviteter om Laurent Jalabert og CSC Tiscali. Massevis af mennesker trængtes ved rytternes rullende fristed, og bifaldet var øredøvende, da den lokale helt dukkede op efter at have været på podiet for at modtage en frisk udgave af den hvide trikot med de røde bomber. Trøjen han efter gårsdagens facit nu ikke engang i teorien risikerer at miste, hvis han da ellers slipper helskindet til Paris. Det franske sportsdagblad L'Equipe bekendtgjorde ellers i går, at Laurent Jalabert stopper karrieren, når kontrakten med CSC Tiscali udløber i 2002. »Lad os nu se. Der er stadig halvandet år tilbage af aftalen mellem Laurent og os. Der kan nå at ske meget inden da., og så tror jeg nok, at den historie er strammet en anelse. Det har jeg da kunnet forstå på Jalabert selv. Men det kommer ikke bag på os, hvis vi må sige farvel til ham efter næste sæson. Han har tidligere tilkendegivet, at han meget gerne vil slutte på et fransk hold. Og mon ikke, der nu er nogle, som kan finde pengene, nu de kan se, hvor stor en gevinst, han har været for os«, siger CSC Tiscalis sportsdirektør, Alex Pedersen. Lillebror i udbrud Den 232,5 km lange 15. etape, Tourens længste, fra Pau til Lavaur bød nogenlunde som ventet på et langt udbrud, og det gav lillebror Nicolas Jalabert chancen til at stjæle en del af billedet fra Laurent. Nicolas befandt sig nemlig mellem de 25, der stak efter 66 km, og blev i Lavaur noteret for en sjetteplads. Sejren gik til en af sæsonens markante skikkelser, belgieren Rik Verbrug-ghe (Lotto), der tidligere i år bl.a. har vundet prologen i Giro d'Italia, Fleche Wallone og Criterium International. Verbrugghe hentede ca. 12 km fra mål italieneren Marco Pinotti (Lampre). Han havde taget chancen alene en snes km tidligere, og alle forsøg på at fange de to var forgæves. I spurten var Verbrugghe suveræn. Han kunne nå at rette på både solbriller og tøjet, inden han med armene i vejret susede over stregen. Fassa Bortolo-sprinteren Alessandro Petacchi var hurtigst i forfølgergruppen seks sek. senere. Et af de prekære spørgsmål ved etapen set fra et dansk synspunkt var, om den Pyrenæer-udmattede danske mester Jakob Piil havde fået kræfterne igen. »Hvis jeg føler mig lige så tappet for energi som forleden, kan jeg ikke se, hvordan jeg skal kunne komme igennem etapen. Jeg tager ikke længere dag for dag, men kilometer for kilometer«, sagde Jakob Piil inden starten. Men han er stadig med i Touren. En krise mellem 80 og 100 km, som betød, at han måtte slippe feltet, blev overvundet ved, at Rolf Sørensen og Nicki Sørensen lod sig falde tilbage for at hjælpe ham. Og resten af etapen var der ikke optræk til faretruende problemer. Til i dag lyder et varmt tip på, at Jaja-feberen stiger yderligere, selv om feltet nu bevæger sig væk fra Mazamet. Etapen til Sarran er en af dem, CSC Tiscali-kaptajnen har udset som velegnet til yderligere succes.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























