Lazios træner - en respektfuld legende

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Da den italienske storklub SS Lazio i går eftermiddag ankom til København, fik de dyre stjernespillere ikke meget hvile oven på flyveturen. Lazios træner, den legendariske tidligere verdensmester Dino Zoff, havde allerede nogle timer efter beordret sine spillere ud til deres første møde med en dansk fodboldbane. Ved ankomsten til træningsbanen på Farum Park havde Zoff givet sine dyre stjernespillere ordre om ikke at udtale sig til den danske presse. Men til den italienske tv-station RAI gav træneren udtryk for, at Lazio bestemt ikke tager let på den københavnske forhindring til en plads i Champions League i morgen. »Jeg har stor respekt for det danske mesterhold, og det skal mine spillere også have. Jeg ved, at det er et stærkt besat hold, og at de er topmotiverede efter deres mesterskab. Samtidig er vi klar over, at hele atmosfæren omkring holdet og tilskuerne er meget entusiastisk. Derfor skal vi være forsigtige«, sagde Dino Zoff, der før afrejsen til København sammen med sine spillere er blevet haglet ned af den italienske sportspresse, efter at Lazio tabte 3-0 til Inter i en træningskamp, der varede 45 minutter. Den argentinske veteran Diego Simeone, der sammen med Poborsky, Fiore, Pancaro og Mendieta ser ud til at skulle udgøre Lazios midtbane, understreger vigtigheden af onsdagens kamp. En vanskelig kamp »Dette er en kamp, som vi ved bliver vanskelig og en kamp, som vi skal vinde. Champions League må vi simpelthen ikke gå glip af, koste hvad det vil«, siger Simeone i et interview på Lazios officielle hjemmeside. Det eneste midtbanedynamoen frygter er, at Lazios fysiske form så tidligt på sæsonen endnu ikke er, som den skal være, hvilket kampen mod Inter var et tydeligt eksempel på. Træningen i Farum Park afslørede imidlertid ikke noget overraskende. Desværre for FC København ser det ud til, at det nyeste millionindkøb, tidligere Valencia-spiller Gaizka Mendieta, allerede er spillet godt ind på holdet, og sammen med 31-årige Diego Simeone synes Lazios centrale midtbane robust og slagkraftig. Derudover virker den italienske hovedstadsklubs argentinske frontduo, Hernan Crespo og Claudio Lopez, som et dynamisk makkerpar, der begge både tager del i spillet på midtbanen og samtidig er giftige, når en målchance opstår. Derudover blev der i Farum Park flittigt trænet dødboldsituationer med den 32-årige jugoslav Sinisa Mihajlovic i en frygtindgydende hovedrolle. Mihajlovic har rekorden som spilleren, der har scoret flest mål direkte på frispark i den italienske Serie A - hvor eksperter som Michel Platini og Diego Maradona også har huseret. Følere ude En af Lazios andre angribere, den 26-årige chilenske bomber Marcelo Salas, er ifølge italiensk sportspresse muligvis på vej til Juventus, der også har følere ude efter brasilianske Jardel. Hvis man vil opleve de to mesterholds møde i Parken på onsdag, er det allerede ved at være for sent. I går var der solgt omkring 38.000 billetter. På grund af sikkerhedsforanstaltninger vil der kun blive lukket 40.000 ind på nationalarenaen, der under normale omstændigheder kan rumme 41.781 tilskuere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her