I historiens hidtil bedste kvindelige stangsspringsfinale lykkedes det mandag nat dansk tid i Edmonton for den suveræne amerikaner Stacy Dragila at vinde sin anden VM-titel. Men verdensrekordholderen blev presset op i helt nye luftlag, inden hun kunne kåres som verdensmester i den nye og ekstremt populære disciplin. Hele fire kvinder klarede 4,55, hvorefter Stacy Dragila lagde pres på konkurrenterne ved at klare 4,60 i første forsøg. På denne højde røg først kinsereren Shuying Gao, dernæst den australske OL-sølvvinder Tatiana Grigorieva og sidst polske Monika Pyrek. Men russiske Svetlana Feofanova stod for mosten og så var kampen om guld og sølv blevet et rent opgør mellem Feofanova og Dragila. Og hvilken tvekamp det blev. Hver gang amerikaneren syntes at have sprunget sig i postion til guldet, lykkedes det for russeren at svare igen. Dog fik Dragila en lille fordel ved at nøjes med to spring på 4,65 mod Feofanovas tre. Da både russeren og amerikaneren akkompagneret af publikums jubelbrøl landede på madrassen efter at havde klaret 4,70 meter, blev de to duellanter enige om at hæve tværstangen til 4,82. En højde som både ville udløse en ny verdensrekord og 100.000 amerikanske dollars. Men det blev ved de seks forsøg og seks gange gange »ohhh« fra tribunerne og et »oh, so close« fra stadionspeakeren ved Dragilas sidste spring. Den karismatiske Dragila, som går for at være tidligere rodeorytter, har fungeret som en ekstremt populær løftestang for disciplinen, som nok heller ikke tager skade af, at det i forvejen vrimler med kvinder med åbenlyse stjernekvaliteteter - og at Dragila tilsyneladende er ved at få ligeværdige konkurrenter. Den danske stangspringer Marie Bagger Rasmussen, der blev nummer otte ved OL i Sydney og lige nøjagtig ikke kom med i VM-finalen i Edmonton, har også kunnet mærke den øgede interesse på sin egen krop. »Stangspring er efterhånden med på stævneprogrammet alle steder, så selv om jeg ikke har fået adgang til så mange af dem, er det kun sjovt at være med i en sport, der får så meget opmærksomhed. For mig er det selvfølgelig vigtigt at profilere dansk atletik, men på et tidspunkt efter OL var det faktisk lige ved at være for meget, og jeg måtte flere gang bede pressen om at respektere mine træningstider«, siger Marie Bagger Rasmussen.