Politiken søndag: Selv om Brian Nielsen og Mike Tyson er på alles læber i Danmark inden boksebraget mellem de to i parken, så er de ikke just det foretrukne samtaleemne i burgerbarerne og pizzeriaerne i USA. Amerikanerne kender stort set ikke Brian Nielsen, og hvis de gør, forventer de, at Tyson vil afslutte bekendtskabet med en hurtig og bragende knockout 8. september. Dan Rafael er boksereporter på Amerikas eneste landsdækkende avis USA Today. Selv om Rafael oftest ses ved ringside i Las Vegas og andre boksebyer i USA, så har han dog også et indgående kendskab til udenlandske boksere, der er potentielle modstandere for amerikanske boksehelte. For en dansker er det dog en smule deprimerende, at Rafael straks bruger en velkendt vending, da han hører Brian Nielsens navn: »Aha, du mener The Danish Pastry«, lyder det fra Rafael, som dog straks forlader al snak om wienerbrød og giver Politiken en reel bedømmelse af den danske boksers chancer i opgøret mod Tyson. »Ingen i USA er imponeret over Nielsen. Jeg er klar over, at han er et stort, stort navn i Danmark, men han er ikke særlig værdsat i USA«. En flok bumser Det mest sigende er måske, at Rafael ikke finder det nødvendigt at være ved ringside 8. september i Parken, selv om han har en plausibel undskyldning: »Jeg har desværre en anden aftale i samme weekend og vil derfor ikke være i stand til at tage til København. Det blev overhovedet ikke diskuteret på redaktionen, da kampen blev annonceret, eftersom alle vidste, at jeg var optaget den weekend«. Havde du hørt om Brian Nielsen inden Tyson-kampen? »Ja, selvfølgelig. Jeg har fulgt ham i mange år, men mine landsmænd kender ham ikke, for han har ikke været vist på amerikansk tv. Det er en del af mit arbejde at opstille ranglister i de forskellige vægtklasser, så jeg har set en del af Nielsens kampe på video«. Var du imponeret? »Det kan jeg ikke sige, men han er en hæderlig fighter. Han var god nok til at kvalificere sig til de olympiske lege og gøre en rimelig figur. Men det er en kendsgerning, at hans rekordliste er fabrikeret. Brian Nielsen har kun bokset mod en flok bumser«. Brians chancer Mike Tysons seneste tre kampe har kun varet i alt 10 minutter og 41 sekunder og er sluttet under mere eller mindre skandaløse omstændigheder. Selv om ingen reelt kender Tysons styrke i dag, så er spørgsmålet, om Brian Nielsen overhovedet har en jordisk chance mod den tidligere verdensmester? »Jeg vil altid påstå, at når en fyr på Nielsens størrelse, med hans rekordliste, og som kan slå en lille smule, går i ringen, så har han altid en chance. Ligegyldig hvor stor forskellen er mellem to boksere, så har den undertippede altid en chance med et lucky punch. Når det er sagt, så tror jeg dog ikke, at Nielsen vinder kampen«. Vil Brian Nielsen overleve de første tre-fire runder? »Jeg tror, at den varer lidt længere, men det er absurd at begynde at spå om, i hvilken omgang den vil slutte. Jeg tror ikke, at Mike har i sinde at gå kampen ud. Jeg ser frem til kampen om ikke andet for at se Tyson tilbage i ringen. Det er spændende at iagttage, hvad der er tilbage i ham«. Opgøret i Parken har ikke just skabt forsider i amerikanske aviser og er heller ikke slået igennem i tv-medierne. Brian Nielsens navn er blevet nævnt forbigående, når de amerikanske medier beskæftigede sig med Tysons nye voldtægtssag. Endnu er det uvist, om der bliver rejst sigtelse mod bokseren. En fuldstændig uvidenskabelig undersøgelse, som Politiken har foretaget på fire stores avisers hjemmesider på Internettet gav et nedslående resultat. Det må dog retfærdigvis nævnes, at det ikke er alle artikler, der bliver lagt ud på nettet. New York Times har nævnt kampen en gang, og det samme gælder Washington Post og tabloidavisen New York Post. På USA Todays hjemmeside er der også kun registreret en artikel, men Rafael mener dog, at han har skrevet flere: »Vi har nævnt i avisen, at kampen finder sted, og jeg ved, at jeg har skrevet mindst en historie om kampen. Brian Nielsen blev også nævnt, da vi skrev om den påståede voldtægtssag mod Tyson, da han trænede i Big Bear City i Californien i midten af juli«. »Jeg kan dog forsikre, at resultatet vil blive omtalt i USA Today«, siger Dan Rafael til Politiken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























