»Hvis dette fortsætter, så rykker vi sgu ned«. AGF-træner John Stampe kunne tillade sig at være lettere ironisk, efter at århusianerne mod AB ekstremt heldig fik det ene point i en sløv og kedelig 0-0-gaber på Gladsaxe Stadion og nu kan fremvise en spinkel pointhøst på to point i seks kampe. Århusianernes heldige point kan de takke ABs ineffektive angribere - med den tidligere AGFer Kenny Thorup og Abdul Sule i spidsen - for. Stribevis af oplagte målchancer blev kontinuerligt misbrugt af et AB-hold, der ellers i starten af denne sæson har emmet af optimisme og spilleglæde - senest demonstreret sidste fredag i 2-0 gevinsten mod FC København. Og AB gik da også fra starten af 1. halveg friskt og målsøgende til opgaven med bølger af angreb rettet mod AGF-målet orkestreret af en ekvilibristisk spillende Michael Johansen. Hans hurtige ryk, dristige driblinger og farlige indlæg fra venstrekanten til de to AB-angribere tog gang på gang fusen på de store tunge AGF-forsvarere, hvor især Tommy Nielsen i venstre side og Henrik Risom i højre ofte var uheldige i mand til mand-situationer. Det virkede, som om AGFs tunge drenge havde svært ved at holde trit med de letbenede, teknisk begavede akademikere, der bredte spillet godt og varierede deres angreb, hvilket medførte adskillige skud på mål og gennemspillede angreb frembragt af hurtige kombinationer. Men ABs gode spillemæssige intentioner førte i de første 45 minutter ikke til de helt store chancer. Kun to af slagsen fik AB, mod AGFs nul chancer - den største tilfaldt ABs Michael Johansen, der efter et oplæg af Kenny Thorup, i fri position utilgiveligt brændte, hvilket han også ærgrede sig over efter kampen. » Hvis vi bare kan lære at få scoret på vores chancer - og det gælder især mig selv - tror jeg, at vi kan blive et meget farligt hold. Vi viser jo i dag, at vi kan styre en kamp med positivt fodbold, men hvis vi ikke kan score på vores chancer, nytter det jo ikke noget«, sagde Michael Johansen efter kampen. Men score kunne ABerne altså ikke. I 2. halveg var der i det første kvarter mindst et dusin oplagte målchancer til AB. Jesper Falck, Lars Larsen, Michael Johansen og Kenny Thorup var nogle af synderne hos AB, der i 2. halveg styrede kampen totalt. Med en cool spillende Steven Lustü, der sammen med Martin Albrechtsen i midterforsvaret havde kontrol over AGF- angriberne, en sejt kæmpende Lars Larsen på den defensive midtbane, en sprudlende Martin Johansen og en Kenny Thorup, der bare ville score mod sit tidligere hold, var AGF spillet helt i bund. Men hver gang ABerne nærmede sig målet blev de febrilske, og i blind kådhed sparkede de ofte lige på Boye, direkte på AGF-forsvarerne eller forbi målet. Århusianerne, der seriøst mangler en styrmand på midtbanen samt et par hurtige kantspillere, blev i hele halvegen tvunget til at spille en defensiv 4-5-1 med Nocko Jokovic på toppen. Og netop Nocko Jokovic var ved at tyvstjæle sejren, da han med et skud, hvis skruede bane gav mindelser om Roberto Carlos sparkekunst, ramte overliggeren otte minutter før tid. En AGF-sejr havde dog været uforskammet, da århusianernes afleveringer kampen igennem var hovedløse, og derudover var der hverken hoved eller hale i det, spillerne foretog sig. Jesper Andersen i AGF-forsvaret gjorde dog en god figur og pillede totalt pynten af Sule, der virkede umotiveret og derfor blev skiftet ud akkompagneret af en velfortjent pibekoncert. Unge Allan Borgvardt, der blev indskiftet for AGF i 2. halveg virkede også veloplagt og viste, at han hører til i startopstillingen på AGF-holdet. Men bedst for AGF var Erik Boye, der med flere fremragende redninger sikrede det ene point for århusianerne, der dermed fordoblede deres pointhøst. »Vi skal være meget glade for det ene point i dag. I 2. halveg er vi rent ud sagt på røven, vi hænger efter AB-spillerne, vi har ingen tyngde i opspillet og vores kantspil mangler fuldstændigt. Det er godt, at vi nu har 14 dages pause til at rette op vores spil«, sagde John Stampe, der desuden påpegede, at AGF er på intensiv jagt efter forstærkninger til resten af sæsonen.