Endnu en gang er den tidligere verdensmester i professionel sværvægtsboksning, Mike Tyson, blevet anklaget for voldtægt, hvilket onsdag resulterede i en seks timer lang politiundersøgelse i Tysons luksusbolig i Las Vegas. »Men dette vil ikke berøre Mike Tysons kamp mod Brian Nielsen 13. oktober«, siger den 35-årige amerikaners manager Shelly Finkel, som dog samtidig har fremskyndet Tysons afgang til den danske hovedstad med tre dage fra den oprindelige fastsatte dato 4. oktober. Finkel ankommer selv på søndag og dagen efter skulle så Mike Tyson - efter de seneste planer - gøre sin entre i København og indlogere sig i en suite på Scandinavia Hotel. Når der formentlig ikke bliver problemer med Mike Tysons udrejse, på trods af den seneste voldtægtsanklage, er forklaringen, at politiet først skal fremlægge så stærkt bevismateriale for en mistænkts skyld, at en dommer overhovedet agter at rejse en sag. Da Mike Tyson i sommer, under et træningsophold i Big Bear, Californien, blev anklaget for voldtægt af den 50-årige ekspedient, Arlene Moorman, lykkedes det ikke politiet, trods tre ugers undersøgelser, at finde beviser nok til et sagsanlæg. Årsagen til, at politiet går ekstra grundigt til værks, når det drejer sig om voldtægtsanklager mod Mike Tyson, er, at han tilbage i 1992 i Indiana blev kendt skyldig for at have begået voldtægt mod en ung skønhedsdronning og afsonede tre års fængsel, inden han blev løsladt på grund af god opførsel. Voldtægt i Phoenix Den seneste anklage kommer fra en endnu unavngiven kvinde, der i sidste uge i Phoenix blev voldtaget og har udpeget Mike Tyson som gerningsmanden. Det fik onsdag ved 13-tiden politiet til at møde op på Mike Tysons 11 millioner kroner dyre og 10.000 kvadratmeter store luksusbolig i Las Vegas med en ransagningskendelse. »Mr. Tyson var der og lukkede os ind. Han var meget samarbejdsvillig, og der opstod ingen konfrontationer«, fortalte politiets undersøgelseschef Tom Monohan til avisen 'Las Vegas Review-Journal'. På et tidspunkt spurgte Mike Tyson om det var nødvendigt, at han fortsat var til stede, og da politiet svarede 'nej', forlod han huset sammen med nogle venner. Andre af den tidligere verdensmesters venner blev tilbage medens politiet undersøgte boligen. »Mr. Tyson samarbejder med myndighederne i deres undersøgelser, og han er overbevist om, at de vil konstatere, at han ikke har foretaget sig noget som helst forkert«, pointerede bokserens talsmand på stedet Adam Grant.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
-
Frustreret økologisk svinebonde: »Mange gange er forbrugerne ikke så oplyste, som vi tror«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























