Flot tempokørsel på sidste etape, en 38 kilometer lang enkeltstart, sikrede spanske Angel Casero (Festina) sejren i Spanien Rundt. Den 29-årige spanier vandt dermed løbet uden at have kørt en eneste etape i løbets gyldne førertrøje. Oscar Sevilla (Kelme) førte med bare 25 sekunder inden sidste etape, men den lille spaniers evner var ikke tilstrækkelige i kampen med uret. Dermed sluttede han kun på andenpladsen 47 sekunder efter Festina-rytteren. Danske Claus Michael Møller (Maia) imponerede gennem hele løbet. Søndag slog han sin storform fast ved at besætte femtepladsen 56 sekunder efter den colombianske etapevinder Santiago Botero (Kelme). Claus Michael Møllers præstation på den afsluttende 38 kilometer lange enkeltstart sendte ham forbi spanske Aitor Osa (iBanesto) og op på den samlede ottendeplads, men trods mere end 2900 kilometer forinden gav søndagen flere ændringer i toppen af klassementet. Amerikanske Levi Leipheimer (US Postal) måtte undervejs agere hjælperytter fra sidste års vinder Roberto Heras, men søndag så han chancen for at passere kaptajnen. De to US Postal-ryttere sluttede som nummer tre og fire med amerikaneren som den bedste. Dermed blev spansk dominans og danske paradokser fremtrædende i verdens tredjestørste cykelløb. Levi Leipheimer og Claus Michael Møller var de eneste ikke-spaniere i top-15, og især italienerne skuffede. Spanske medier hæftede sig ved, at de italienske ryttere var mere interesserede i at flirte med præmiepigerne end at vinde etaper, men den kritik svarede italienerne igen på ved at vinde 17., 18., 19. og 20. etape. Robert Hunter er ganske vist sydafrikaner, og Guido Trenti er amerikaner, men de kører for italienske hold. Claus Michael Møllers resultat var det bedste af en dansker, siden Jørgen Marcussen blev nummer tre i 1981. Han vandt 15. etape, blev nummer fire på lørdagens meget hårde bjergetape og sluttede på andenpladsen i bjergkonkurrencen. Placeringer, der endte i den samlede ottendeplads, som også er den 32-årige danskers bedste resultat i karrieren. For Claus Michael Møller sluttede løbet med en støt stigende formkurve, som kunne have gjort ham til et fremtrædende dansk kort ved VM i Lissabon om bare to uger. Men der må han ikke være med. Danskeren har nemlig to gange været i konflikt med dopinglovgivningen. Derfor må de andre danske ryttere ikke lege med ham, og han er udelukket fra landsholdet på ubestemt tid. En omstændighed, der formentlig også har gjort, at Bjarne Riis har set bort fra ham som forstærkning til cykelholdet CSC/Tiscali. Paradokserne stiger i takt med, at de danske cykelryttere set over en bred kam mangler form i dette efterår, og kun Claus Michael Møller ser ud til at kunne være med i kampen om medaljerne ved VM i Lissabon om to uger. Frank Høj (Team Coast) blev nummer 27 på søndagens enkeltstart. Samlet var han næsten tre timer efter Angel Casero.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























