Politiken tirsdag: Selvom han har trænet intenst, både herhjemme og i USA, forud for sit livs kamp, så bliver det ikke en ekstra slanket Brian Nielsen, der går i ringen mod Mike Tyson 13. oktober i Parken. »Nej, mine rådgivere siger jo, at jeg skal være så tung som muligt«, siger den populære danske boksebamse. Han har været helt oppe på en kampvægt på 123 kilo, mod Terry Anderson i 1994, og helt nede på 108 kilo, da han i 1996 mødte Tony la Rosa og stoppede den trinde amerikaner i anden omgang. Tyngde skal trætte Tyson Ideen med en 'tung' Brian Nielsen er naturligvis, at han skal udnytte sin højde og drøjde til at gøre Mike Tyson træt, og det er sandsynligt, at den berømte amerikanske eksverdensmester, der normalt bokser sine kampe på en vægt omkring 102 kilo, vil komme til at afgive 10-11 kilo til sin danske modstander. Begge boksere indleder i øvrigt i dag den afsluttende træning samme sted, nemlig i det nyetablerede Fitness-dk-studie på Østerbro. Der skulle dog ikke være risiko for en 'konfrontation' i utide, eftersom Mike Tyson er programsat til kl. 13, og Brian Nielsen, der i dag flytter hjemmefra og ind på et københavnsk hotel, for helt at kunne koncentrere sig om forberedelserne, først dukker op kl. 16. 'I-i-i-i-t-t-t's showtime' Ikke-titelkampen over 10 omgange vil få tre udenlandske dommere. Der bliver nummerpiger og nationalsange, fremført af Anita Lerche og Michael Bjørnsson, og i andre biroller vil man kunne nikke genkendende til et par herrer, der senest var i aktion søndag morgen, dansk tid, i Madison Square Garden i New York under VM-kampen i mellemvægt, hvor Bernard Hopkins stoppede Felix Trinidad i 12. omgang. Det drejer sig om den kendte kampleder Steve Smoger samt den næsten lige så berømte ring announcer Jimmy Lennon Junior, manden der af tv-selskabet Showtime er hyret til at præsentere hovedkæmperne, og som altid påkalder sig publikums opmærksomhed med den langtrukne sætning »I-i-i-i-t-t-t's showtime«. Den 43-årige Lennon Junior, der efterfulgte sin far i dette job og bl.a. også har udfyldt rollen som ringannouncer i Robert De Niro-filmen 'Raging Bull' er så populær i boksekredse, at også Showtime-konkurrenten i promotorfaget, Don King, låner ham til sine arrangementer, senest altså i søndags. »Min første store opgave var VM-kampen tilbage i 1990 i Japan, da Mike Tyson sensationelt blev slået ud i 10. omgang af den totalt undertippede Buster Douglas«, har Jimmy Lennon fortalt. Tyson kræver en lille ring Måske et varsel inden en anden totalt undertippet, Brian Nielsen, entrer ringen mod Mike Tyson. Tyson har i øvrigt krævet en ring i mindstemål, omkring 4x4 meter, for ikke at skulle løbe for langt efter Brian Nielsen. »Stald Palle opererer med to ringstørrelser til sine hjemlige stævner. Ingen af disse har maksimumstørrelsen 7x7 meter, men det bliver den mindste af de to, der er 5,5x5,5 meter, som skal benyttes i Parken«, oplyser formanden for Dansk Professionelt Bokse Forbund, Jes Andreasen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























