Laudrup hurtig med nej

Lyt til artiklen

Når det danske fodboldlandshold går til omklædningsrummet efter sin sidste kamp ved sommerens VM-slutrunde, tager Michael Laudrup afsked med jobbet som assistent for cheftræner Morten Olsen. Mandag meddelte Laudrup både kollega Olsen og arbejdsgiveren DBU, at han har besluttet sig for ikke at tage yderligere to år i landsholdets tjeneste - han føler, at tiden til nye udfordringer har indfundet sig. Det åbner for spekulationer, ikke alene om Michael Laudrups fodboldfremtid, men også om hvilken person, der skal være Morten Olsens nye assistent. Politiken gætter på, at et favoritnavn vil være Frank Arnesen, der var en fremtrædende spiller på det berømte firserhold, som Olsen stod i spidsen for. Den 45-årige Frank Arnesen, der i dag er tilknyttet PSV Eindhoven som konsulent og rådgiver, har en god kontakt til Morten Olsen, og så er han - som Michael Laudrup - den fodboldpraktiske type, Morten Olsen foretrækker. Desuden er Arnesen en populær og udadvendt skikkelse, der vil være i stand til at aflaste Morten Olsen i det stadig mere omsiggribende samarbejde med massemedierne - også ganske som Michael Laudrup gør det nu. I mandagens udgave af Politiken fremgik det, at Michael Laudrup havde udbedt sig ekstra betænkningstid, men det blev der ikke brug for. »Nu har jeg haft tiden siden Islands-kampen til at vurdere min situation, og derfor kunne jeg mandag - efter at have læst Politiken - kontakte Morten Olsen som den første og meddele min beslutning. Han sagde, at han havde håbet, at jeg ville tage yderligere to år, men at han i øvrigt godt forstod, at jeg havde lyst til at prøve noget andet. Og ganske samme holdning havde DBUs generalsekretær Jim Stjerne«, fortæller Michael Laudrup. Du har aldrig lagt skjul på, at assistentjobbet på landsholdet var et udviklingsjob. Er der ikke mere at lære? »Selvfølgelig er der altid mere at lære, og indtil nu har jeg lært meget. Og den næste erfaring, jeg skal gøre, er at være træner i en VM-slutrunde, og det er noget, jeg virkelig glæder mig til. Derefter kommer så EM-kampene, der kommer nogle enkelte nye spillere, som skal passes ind i truppen, men ellers vil det - og det siger jeg helt uden at nedgøre det - være en slags gentagelse. Og da jeg jo har været med i international fodbold i mange år og allerede oplevet meget, som jeg kan bruge fremover, så vil netop VM- slutrunden være det rette tidspunkt til et farvel. Det er resultatet af mine overvejelser«. Havde din beslutning været anderledes, såfremt landsholdet ikke havde kvalificeret sig til VM? »Ja. Og det var også derfor, jeg ikke ønskede at gå ind i en diskussion om fremtiden, før jeg kendte resultatet af Islands-kampen. Hvis vi skulle ud i ekstra-kampe og kiksede kvalifikationen, så ville jeg været fortsat med landsholds-arbejdet - jeg ville ikke 'stikke af' i modgangen. Så gjaldt det om at blive og være med til at nå det næste mål«. Nu gælder det fremtiden. Har du nogle faste aftaler? »Nej, men nu har jeg tid til at tænke mig godt om. Jeg ved, jeg skal videre - men jeg ved ikke præcist til hvad. Jeg har selvfølgelig talt med interesserede klubber undervejs, men jeg har sagt til dem alle, at jeg skal tænke mig om. Jeg er forberedt på, at de næste måneder vil være fyldt med rygter, men dem vil jeg selvfølgelig ikke kommentere - i respekt for de klubber, jeg bliver kontaktet af, kan jeg ganske enkelt ikke tillade mig at komme med specifikke udtalelser«. Kan du sige, om dine planer går i retning af Danmark eller udlandet? »Jeg ved som sagt ikke, hvad det ender med. Men der er de to muligheder - Danmark eller udlandet. Jeg har store ambitioner, det vil jeg ikke lægge skjul på, men det er vigtigt for mig at være realistisk i mine vurderinger og mit valg, for jeg er trods alt stadig ny og forholdsvis uerfaren i trænerjobbet. På den anden side vil der næppe blive tage hensyn til det i kritikken af mig - jeg vil altid blive bedømt på mit navn«. Er beslutningen om at stoppe efter VM en lettelse for dig? »Sådan føler jeg det ikke, hverken lettelse eller glæde - for jeg er jo glad for jobbet. Nej, jeg ser sådan på det, at jeg har truffet en beslutning, der har bragt mig videre. Nu er der andre muligheder«, siger Michael Laudrup. Politiken kunne i går fortælle, at hans tidligere klub, Brøndby, har Laudrup som ønske-afløseren for Åge Hareide, der forlader klubben til sommer - men også udenlandske muligheder vil være med i Michael Laudrups overvejelser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her