Dansk klubfodbold er nummer ét i Norden. Det blev fastslået på jubelaftenen i torsdags, da Brøndby og FC København på imponerende vis sendte kroatiske NK Varteks og Ajax Amsterdam ud af UEFA Cuppen og nu er klar til at møde henholdsvis italienske Parma og Borussia Dortmund fra Bundesligaen i tredje runde. De fornemme sejre, 5-0 på Brøndby stadion og 1-0 til FCK i Holland, understregede de to bedste danske holds internationale klasse og gav Superligaen et stort løft samtidig med, at de norske og svenske repræsentanter i Europa-turneringerne - hvor finnerne hurtigt forsvandt - blev sendt ud og på vinterferie. Brøndbys og FC Københavns gode resultater på den europæiske scene lægger op til, at Danmark om to år får tre hold med i UEFA Cuppen. Det er i øvrigt første gang nogensinde, at to danske hold samtidig er med så langt i den turnering. Spændende modstandere I Parma og Borussia Dortmund har Brøndby og FCK fået et par spændende og interessante modstandere, som måske nok på papiret er svage favoritter mod danskerne. Men Brøndby og FCK har vist så gode spillemæssige takter og international robusthed, at der er grund til at tro på nogle lige og tætte opgør. Samtidig er der udsigt til store millionindtægter til Brøndby og FCK, bl.a. i form høje tv-honorarer. Det antages, at Brøndby vil få tre-fire millioner kroner for at sælge hjemmekampen 6. december til italiensk tv, og at FCK vil få seks millioner fra den tyske station, der viser kampen i Parken 22. november. Tilfreds Brøndby-træner Borussia Dortmund har allerede bedt om 3.500 billetter til opgøret i København, hvor der meget vel kan blive udsolgt med 40.000 på tribunerne. Brøndby havde også fået hjemmebane først ved fredagens lodtrækning, men kampene mod Parma blev byttet om, så det første møde skal foregå i Italien 22. november. Et godt resultat vil givetvis betyde, at der kommer 25.000 tilskuere til returmødet. FCKs returopgør på Westfalenstadion i Dortmund spilles tirsdag 4. december. »Det er perfekt, at vi skal spille ude først«, vurderer Brøndby-cheftræner Åge Hareide, som må undvære midtbanemotoren Krister Nordin i Parma. Han skal afsone karantæne. Til gengæld er den løbestærke svenske landsholdsspiller Magnus Svensson tilbage i fin form, hvad han viste mod kroaterne, da han hurtigt kom ind i stedet for den fiberskadede Kim Daugaard. Brøndby-træner vil tjekke Parma Åge Hareide vil snarest muligt rejse til Italien og se Parma i kamp. I serie A har Parma skuffet hidtil med kun én sejr i otte runder, og træneren Renzo Ulieviri valgte forleden at gå. Forsvareren Fabio Cannavaro og den japanske offensivspiller Nakata er et par af profilerne på det italienske hold. Borussia Dortmund, hvor den tidligere landsholdslibero Matthias Sammer er cheftræner, råder over en række meget dyre og gode spillere, som imidlertid ikke udgjorde er tilstrækkelig stærkt hold til at komme videre i Champions League. Tjekken Tomas Rosicki, hans tårnhøje landsmand Jan Koller, brasilianerne Ewerthon og Evanilson samt de erfarne, tyske forsvarere Jürgen Kohler og Christian Wörns er nogle store navne hos borusserne. »De har et godt hold - men det var vi også. Vi spillede næsten lige op med Lazio, og vi besejrede Hollands nummer ét. Det har givet ekstra selvtillid, og nu er vi under Hans Backe blevet en endnu stærkere enhed. Hans arbejde med os på træningsbanen, hvor vi igen og igen udvikler og forbedrer forsvarsorganisationen og opspilmønstre, har været af samme kaliber, som da Roy Hodgson var her«, siger Niclas Jensen. Borussia-tjek af FCK-spiller Venstrebacken bankede sejrsmålet i kassen på Amsterdam Arena, hvor landstræner Morten Olsen var blandt tilskuerne. Borussia Dortmund har i øvrigt et vældigt godt kendskab til FCK, eftersom tyskerne i efteråret flere gange har haft folk i Danmark for at se på primært midtbanetalentet Christian Poulsen, som har haft stor andel i, at FCK i Hans Backes 'regeringstid' er ubesejret med syv sejre og fire gange uafgjort i 11 UEFA Cup- og superliga-kampe. Det vil være fantastisk, hvis et af holdene går videre i UEFA Cuppen som afslutning på et stort efterår for Brøndby og FCK - der meget passende slutter halvsæsonen med den store, indbyrdes superligaduel på Brøndby Stadion søndag 9. december.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























