Den britiske regerings behandling af Storbritanniens bud på VM i atletik 2005 bliver nu af en skarp rapport om hændelsesforløbet betegnet som »ynkelig og noget skandaløst roderi«. Rapporten er udarbejdet af en tværpolitisk komite i parlamentet, der arbejder med kultur, sport og medier. Især falder der drøje hug til den tidligere kulturminister Chris Smith, der betegnes som uansvarlig i sin beslutning om ikke at inddrage atletikfaciliteter i ombygningen af det nationale fodboldstadion Wembley. Det britiske VM-bud har foreløbig haft sin pinlige afslutning, da regeringen i oktober efter store forsinkelser afviste at stille økonomisk garanti (ca. 1,2 mia. kr.) for byggeri af et atletikstadion ved Picketts Lock i det nordøstlige London. Efter den beslutning måtte regeringen og det britiske atletikforbund UK Athletics' ledere bede Det Internationale Atletikforbund (IAAF) om lov til at flytte mesterskaberne til Sheffield, men det blev som ventet afvist med det samme. Mandag åbnede IAAF's bestyrelsesmøde i Monaco igen muligheden for at byde på VM. Favorit til at overtage arrangementet er ifølge IAAF-talsmand Nick Davies nu Rom, der dog også husede VM i 1987. Det er noget, der gør ondt i en nation og især en by, der ellers mener, at den kan gøre det lige så godt som de fire seneste arrangører: Göteborg, Athen, Sevilla og Edmonton. Og atletikkoryfæer som Sebastian Coe og still going strong Jonathan Edwards har begge betegnet situationen som »pinlig og nedslående for britisk atletiks fremtid«. Komiteen er ganske vist enig i beslutningen om at afvise Picketts Lock-projektet, men at regeringen først var meget begejstret for derefter at vende 180 grader og være stik imod betegnes som stærkt kritisabelt, da det var oplagt fra start, at projektet var mangelfuldt. Den tidligere kulturministers beslutning om at droppe atletikfaciliteterne på et nyt Wembley anses som »forhastet og bygget på helt subjektive begrundelser«, og ønsket om kun at huse fodbold på den berømte arena er nøglen til hele den pinagtige situation. Under en regeringsrokade blev Chris Smith udskiftet med Tessa Jowell, der nu sidder med den varme kartoffel mellem hænderne, og det er hende, der har bestilt rapporten. Med hensyn til Wembley er der endnu ikke taget endeligt stilling, og det hænger bl.a. sammen med, at alternative planer for et stadion i Midlands (Birmingham-Coventry-området) er kommet på banen. The Football Association (FA) har sagt, at hele Wembley-projektet kan falde til jorden, hvis de anslåede omkostninger bliver ved med at stige, men Wembley er stadig den foretrukne løsning, bl.a. fordi godt 1,3 mia. kr. af de britiske lottomidler allerede er gået til at opkøbe et stort område omkring det gamle stadion med de berømte tårne. Sport England, der er den organisation, der fordeler lottomidlerne i sportens verden, har truet med at gå rettens vej, hvis ikke FA tilbagebetaler beløbet i tilfælde af, at Wembley-projektet droppes. Og i den nye rapport fastslås det, at FA burde have tilbagebetalt ca. 240 mio. kr. til Sport England, da de oprindelige planer for atletik på Wembley blev sløjfet. Den konservative idrætsordfører Tim Yeo er hård i sin bedømmelse af hele forløbet: »Rapporten afslører en serie af brølere, grotesk inkompetence og mangel på vilje og interesse i den siddende regering, når det gælder om at støtte sportens verden«. Ikke overraskende afviser Tessa Jowells forgænger som kulturminister, Chris Smith, fuldstændig rapporten, men stadig er premierminister Tony Blair ikke kommet sine folk til undsætning.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Alexander Holm
80 år




























