Bundproppen Silkeborg vandt fortjent den vigtige hjemmekamp over et tamt AGF-mandskab. De synes nærmest uimodståelige i Silkeborg i øjeblikket. For 14 dage siden gik det ud over AaB, siden fik Brøndby kærligheden at føle i egen hule og i aftes var turen så kommet til AGF, der blev sendt hjem til Århus med et 1-0-nederlag. Det vitale jyske bundopgør bød på mere god fight end poleret fodboldspil, selvom især midtjyderne skal have ros for at prøve at kombinere på den svære og regntunge bane. Der var spillet under et kvarter, da Bo Nielsen på kanten af straffesparksfeltet modtog en præcis aflevering fra Jesper Thygesen. Bonaldo rykkede aggressivt fri af sin oppasser og med et fladt skud udplacerede han Henrik Ibsen i Silkeborgmålet. Bo Nielsens femte scoring siden skiftet fra AGF. De rødblusede midtjyder var hele tiden bedre i det opbyggende spil, og de viste meget mere vilje og styrke i nærkampene end gæsterne. Rigtigt farligt foran Erik Boyes mål blev det, når midtbanespillerne sendte lange flade stikninger afsted til de hurtige angribere Bo Nielsen og Mikkel Lindorf. Og nede bagved bandt Michael Larsen forsvaret godt sammen med flot overblik og præcision i afleveringerne. AGF-træner John Stampe havde ændret sin startopstilling på hele fem pladser efter 6-1-lussingen hjemme mod Esbjerg, hvoraf tre mand var tilbage efter endt karantæne. De mange omrokeringer gav plads til konstellationen Søren Andersen-Nocko Jokovic helt fremme, men de to tidligere så målfarlige herrer virkede lidt rustne i antrittet. Efter at have været på banen i en time og uden at have produceret farlige afslutninger blev Søren Andersen skiftet ud. En lidt bedre figur gjorde Jokovic, der flere gange var decideret uheldig med ikke at få bolden det sidste stykke ind over kridtstregen. Men det var kun i de sidste 10 minutter af kampen, at John Stampes tropper viste tænder og pressede Silkeborg i bund. Men i stedet for en udligning måtte århusianerne slutte med 10 mand på banen. En batalje midt på banen i kampens overtid mellem Jesper Thygesen og Scott Sellars udviklede sig til en mindre nævekamp, hvor dommer Kim Milton mente, at Sellars var skurken. Direkte rødt til den engelske indhopper, mens Thygesen slap med gult. Med sejren har Silkeborg for alvor fået etableret kontakt med de øvrige hold i bunden. Silkeborg ligger dog stadig på sidstepladsen med 13 point, mens AGF og Lyngby begge har 14 og Vejle 16 point. »Vi har et bundholds forbandelser, når vi efter tre sejre i træk stadig ligger sidst. Det viser også, hvor langt nede vi i virkeligheden har været. Men nu kan vi komme over stregen med en sejr over Vejle«, sagde en glad og synligt lettet Morten Bruun efter kampen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























