Håndbold: Danmark slog Frankrig ved VM

Lyt til artiklen

I en ulidelig spændende kamp tog de danske håndboldkvinder med en mesterlig sejr på 21-20 over Frankrig et mægtigt skridt videre frem i VM-turneringen. Stadthalle i Bolzano var på det nærmeste ved at vælte i de dramatiske slutminutter, hvor Danmark viste sig som det stærkeste hold og nedkæmpede Frankrig. I en hæsblæsende slutning fightede det danske hold sig til en meriterende sejr som viste, at der skal regnes med det nye danske landshold - både i denne VM-turnering og i årene fremover. Det stærke kollektiv bestod sin prøve med glans, og vi venter i spænding på fortsættelsen. Intens stemning Stemningen i Stadthalle var i minutterne op til kampen intens og flere hundrede danske tilskuere skabte en festlig atmosfære. Under hele 1. halvleg dirrede spændingen i luften, og alle fornemmede et drama var under opsejling. Som der næsten er skabt tradition for, var 1. halvleg meget tæt, og ingen af holdene kunne rigtig skabe afstand eller få et overtag. Igen viste det sig om ikke umuligt så i hvert fald ufattelig svært at score mod de fysisk meget betonede franskmænd, der endvidere igen havde en god målvogter i Valeri Nicolas. Målvogter på toppen Efter 12 minutters spil var Danmark bagud 7-4, og så reagerede landstræner Jan Pytlick ved at skifte 200-kampsjubilaren Lene Rantala ud og erstattede hende med Karin Mortensen. Det hjalp gevaldigt, og Horsens- keeperen parerede blandt andet et straffekast. Forsvarsmæssigt stod danskerne godt og tog slagsmålet op med de stærke franske kvinder. Og sådan midtvejs i halvlegen kom danskerne efter en periode på næsten ni minutter uden scoring tilbage i matchen med tre mål på stribe og alt var atter åbent. De to hold fulgtes halvlegen ud ad, men det føltes som om danskerne havde bedre fat trods de store vanskeligheder med at bryde igennem den tætte franske forsvarsmur. Der blev desværre som i de foregående kampen igen begået for mange tekniske fejl, og det gav franskmændene en række billige fordele, de ikke burde have haft. Fløjene skuffede Et par gange var der optræk til godt dansk stregspil med Pernille Hansen, men generelt havde det danske angreb store problemer med at spille uden om Frankrigs effektive 5:1-opdækning. Når langskytterne blev lokket til skud havnede de ofte i de franske parader eller i Valerie Nicolas sikre favn. Der kom heller ikke rigtig gang i fløjspillet, hvor de ellers så sikre Christina Roslyng, Line Daugaard og Josephine Touray misbrugte alle deres tilbud. Sled sig til overtaget Franskmændene kom bedst fra start straks efter pausen og tog let afstand med tre mål. På ihærdigt og især hårdt arbejde fik danskerne kæmpet sig tilbage i opgøret og åd sig ind på forspringet, der blev udlignet efter knap ti minutters spil på stregspiller Mette Melgaards første scoring. I de kommende minutter virkede det som om danskerne var ved at få slidt sig til overtaget, men nogle gyldne chancer i et par overtalssituationer blev misbrugt, og så var Frankrig med igen. Kampen stod bare og vippede, mens både temperaturog spænding steg til ulidelige grader. Holdene skiftedes til at føre, men ingen kunne afgørende sætte modstanderen af, så afgørelsen blev trukket ud til sidste minut. Bundsolidt kollektiv Det danske hold spillede som et bundsolidt kollektiv, og som altid mod Frankrig var det svært at brillere individuelt. Men veteranerne Lotte Kiærskou og Kristine Andersen tog sammen med anfører Mette Vestergaard et mægtigt ansvar og gik forrest i den danske fight. Langt fra alt, hvad Mette Vestergaard foretog sig lykkedes. Hun lavede faktisk et hav af tekniske fejl, men hun var uvurderlig i forsvaret, hvor hun sammen med Pernille Hansen og Mette Melgaard sled som besærker.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her