Selv om Bjarne Riis med kapitaltilførslen til sit professionelle cykelmandskab fra CSC og Tiscali landede den største sponsorkontrakt i dansk idræt nogen sinde, har den tidligere Tour de France-konge aldrig lagt skjul på, at også den side af branchen kræver hårdt arbejde. Og han må ligeledes nu sande, at bestræbelserne på at gøre virksomheder interesseret i at støtte pedalatleternes aktiviteter på et meget vigtigt punkt har vist sig resultatløse op til den kommende sæson. Det er nemlig ikke lykkedes at finde en afløser for den koreanske bilgigant Hyundai, der har støttet cykelholdets moderselskab Professional Cycling Denmark siden starten i 1998, men med VM i fodbold på hjemmebane har koreanerne haft brug for at skære ned på andre sponsoraktiviteter. Og dermed har PCD været tvunget til at vælge den dyre løsning for at skaffe det nødvendige firehjulede materiel. »Vi har først lige fået styr på sagerne i den sammenhæng, og det er blevet til, at vi simpelthen har måttet købe bilerne. Det er så sket hos Citroen på meget favorable betingelser, men jeg må konstatere, at det altså i denne omgang ikke har kunnet lade sig gøre at finde en decideret bilsponsor, selv om der er blevet arbejdet ihærdigt på sagen«, fortæller Bjarne Riis. Hidtil har Hyundai indtaget den meget synlige og attraktive reklameplads på rytternes kørebukser, og det var ventet, at den ny billeverandør skulle overtage den position, men med PCD's beslutning om selv at punge ud for bilerne, bliver Citroën altså ikke aktuel i den sammenhæng. Holdet er på plads »Næh, vi mangler også at få afsat bukserne. Det undrer mig egentlig, at det har været så vanskeligt, men jeg føler mig nogenlunde sikker på, at vi nok skal finde frem til en samarbejdspartner på det område. Vi har gang i forhandlingerne, men hvornår de kan afsluttes, er umuligt at sige«. Selv om det er indlysende, at de midler, der nu skal anvendes til bilindkøb, skal findes et eller andet sted på budgettet, får disse sponsorvanskeligheder ingen direkte indflydelse på de sportslige udfoldelser. Bl.a. er muligheden for at ansætte ryttere ikke udnyttet fuldt ud. Der var en overgang tale om at have 26 mand på lønningslisten, og dispensationen fra det maskimale antal på 25 er erhvervet hos den internationale cykelunion UCI, men de kandidater, der var inde i billedet, smuttede i opløbet, så det bliver ved de nuværende 24. Dermed er der lidt tilovers på lønkontoen, og når de første ryttere i morgen sendes af sted til Australien, hvor Tour Down Under afvikles fra 15. til 20. januar, vil det stadig være starten på en sæson med satsning på et niveau uden sidestykke i dansk cykelsports historie. »Rytterne har her i vinter arbejdet efter et standardprogram, som har skullet skabe den nødvendige grundlæggende form, og så bringer vi inden længe de mere specifikke elementer ind i de individuelle træningsplaner«, siger Bjarne Riis, der med et hold i Australien og ét i Qatar umiddelbart efter i modsætning til næsten alle de andre store mandskaber ikke agter at afvikle en decideret kollektiv træningslejr her i januar. »De penge kan bruges bedre senere på sæsonen. F.eks. på samlinger op til Giro d'Italia og Tour de France, som jo er to af vores meget store mål. Her i den indledende fase agter jeg så i stedet at teste rytterne engang i begyndelse af februar i forbindelse med løb. Og i den sammenhæng kommer det egentlig meget tilpas, at vi ikke kunne få plads i feltet til Ruta del Sol, men i stedet kører et italiensk etapeløb«, konstaterer cykelbossen med henvisning til, at han selv bor i Italien - ligesom den nyengagerede træningsrådgiver Luigi Cecchini.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























