Cykling: Piraten udstikker ny kurs

Lyt til artiklen

Selv om han ikke har vundet et betydende cykelløb siden 16. juli 2000 - Courchevel-etape i Tour de France - er faldet ned i den store grå masse på verdensranglisten som nr. 1.592 med blot syv point på kontoen og for nylig af det fransk dagblad L'Equipe udnævntes som Årets Flop i sidste sæson inden for sin sportsgren, er den førhen så fænomenale italienske klatrer Marco Pantani stadig en af de ryttere, hvis gøren og laden følges med intens opmærksomhed på den internationale scene. Seriøs forberedelse Derfor noteres det også netop nu med stor interesse, at Pantani tilsyneladende forbereder sig med en helt anderledes seriøsitet end de seneste år, hvor han nærmest har ladet stå til og efter næsten udelukkende at have trænet med hjemmet i Cesenatico som base er gået i gang med konkurrencerne uden at have den nødvendige fysiske baggrund. Pantani i Spanien Siden i fredags har han opholdt sig i Sydspanien, og her bygges træningen op frem til 27. januar, hvilket vil sige, at han på søndag fejrer sin 32 års fødselsdag på Costa del Sol. 9. februar afvikler hans stærkt rekonstruerede Mercatone Uno-mandskab sin præsentation, og derefter tager holdet på yderligere en træningslejr ved den italienske riviera, inden Pantani sæsondebuterer i Ruta del Sol 17. februar. Detaljeret træningsplan Ikke siden 1998, da han oplevede karrierens mest forrygende triumfer med samlet sejr i såvel Giro d'Italia som Tour de France - med to etapegevinster i begge løb - har den lille italiener arbejdet efter så detaljeret en træningsplan. Og i hjemlandet spirer forventningerne da også frem om, at den forestående sæson vil bringe jubeloplevelser som for fire år tilbage. Sidste chance Men det må også formodes, at det er Piratens sidste chance for at styre skuden på ret kurs igen. Han har skabt en trup fuldstændig efter sit hoved, både hvad angår ledelsen og rytterne. Han har fået trumfet igennem, at hans personlige manager Manuela Ronchi også skal være holdets boss, han har fået en af sine mest trofaste hjælpere gennem adskillige sæsoner Massimo Podenzana bugseret ind i sportsdirektør-triumviratet, og han har samlet en rytterflok, som ikke efterlader den mindste tvivl om, at det stort set udelukkende er hans succes, det handler om. Otte blandt de 18 aktive er nye, og bortset fra den talentfulde Roberto Sgambelluri, der efter et mislykket år hos Telekom er tilbage i Italien, har de alle længe været vant til at holde egne ambitioner i ave. Satser på Giroen og Touren I Spanien har han indtil videre kun selskab af Gian Mario Ortenzi, Valentino Fois og Marco Della Vedova, og det er her den grundlæggende form skal oparbejdes, så Pantani kan realisere sine drømme om et comeback ligeså effektfuldt, som da han efter sit uhyggelige styrt i Milano-Torino i 1995 forsvandt fuldstændig ud af billedet den følgende sæson for at vende stærkt tilbage i 1997 med to etapesejre og en samlet tredjeplads i Tour de France bag Jan Ullrich og Richard Virenque. Giro og Tour er højt prioriteret på Pantanis program, men hvad den franske opgave angår, må han vente til begyndelsen af maj med at få besked på, om Tour-ledelsen tildeler Mercatone Uno et af de eftertragtede wildcard. En fornærmet Pantani Og det er utvivlsomt også derfor Pantani stiler efter at være tidligt i form. Sidste år blev han dybt fornærmet, da der ikke fandtes plads til hans hold, men han glemte tilsyneladende, at han ikke havde præsteret antydningen af et topresultat. Sin barske kritik har han bidt i sig, og han mødte således frem til Tour-præsentationen for tre måneder siden i Paris for at gøre et godt indtryk på arrangørerne. Image skal pudses Lykkes det ham virkelig ved at komme stærkt fra start i år at overbevise om, at han er tilbage ved gammel styrke, er det da højst sandsynligt, at han kan kæmpe sig ind i Tour-feltet. Men hans image trænger unægtelig til at blive pudset af. Med farvel i utide sidste år både til Giro d'Italia og Vuelta a Espana uden på noget tidspunkt at have spillet en fremtrædende rolle, er det fuldstændig op til ham selv at genskabe troen på, at han stadig besidder de magiske evner i bjergene, som i storhedsperioden gjorde ham så tiljublet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her