Fire ud af ti aktive idrætsudøvere i Danmark er kvinder, men det er et tal, som på ingen måde bliver modsvaret, når man ser på, hvem der bestemmer i sportens politiske system. Faktisk er antallet af kvinder på topposter i den danske idrætsverden alarmerende lavt og slet ikke på niveau med den ligestilling, der for eksempel er opnået på området i både Sverige og Norge. I dansk idræts øverste organ - Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) bestyrelse - sidder der således i øjeblikket ni mænd og kun en enkelt kvinde, mens der i begge vores nordiske nabolande er en mere naturlig kønsfordeling med fem mænd og fem kvinder. Tre kvinder - 53 mænd Derudover viser en opgørelse foretaget af Politiken, at der på formandsposterne i de 56 specialforbund, der er registreret under DIF, i øjeblikket sidder sammenlagt tre kvinder og 53 mænd. Alt sammen tal, der ifølge flere højt placerede danske idrætspersonligheder udgør et helt konkret problem for både DIF og den danske idrætsverden. 'Et stort problem' »Det er et stort problem, og det er det udelukkende ud fra det synspunkt, at de politiske beslutninger naturligt ville blive mere nuancerede, hvis der var flere kvinder på idrættens topposter. Kvinder tænker nu engang anderledes end mænd på mange områder. Vi udtaler os anderledes, og vi handler anderledes. Det bør der blive taget højde for i en demokratisk proces, og derfor er den udtalte underrepræsentation et problem«, siger den eneste kvinde i DIF's nuværende bestyrelse, Jytte Brandtoft. Hun overvejer paradoksalt nok at træde ud af bestyrelsen på næste årsmøde i maj måned, blandt andet fordi hun efter 13 år i DIF-toppen mener, at det er tid til nyt blod i arbejdet. Og med nyt blod mener hun allerhelst flere kvinder. Minimumkvote af kvinder »I princippet er jeg imod kvoteordninger, men jeg vil opfordre bestyrelsen til, at der minimum skal være tre kvindelige medlemmer, og det har noget med det rent psykiske at gøre. Der er mange uformelle spil i en sådan bestyrelse, og enhver der har været ene kvinde i en forsamling med ti mennesker ved, at det kræver noget ekstra energi. Kvinderne behøver ikke nødvendigvis være enige, men helt basalt er der nogle sociale aspekter, som ellers kommer til at mangle«, siger Jytte Brandtoft. Hun frygter imidlertid, at det bliver svært at få mere ligestilling i DIF-toppen. Fire kvinder i bestyrelsen Gennem forbundets 105-årige historie er det indtil nu kun lykkedes for fire kvinder at få sæde i den ti mand store bestyrelse. »Problemet er, at toppen er meget sammenspist, og derfor bliver der ikke givet plads til kvinder eller for den sags skyld yngre kandidater. Jeg synes, de politiske topfolk bliver alt for let genvalgt. Så klapper salen, hvorefter de ellers sidder år efter år, uden at der bliver åbnet for nye kræfter«, lyder meldingen fra det nuværende bestyrelsesmedlem. Holm: Velviljen mangler ikke Jytte Brandtofts kritik møder ikke umiddelbar forståelse hos DIF's formand Kai Holm, der godt nok erkender, at manglen på kvindelige topledere er et problem for idrætten, men ikke at det skyldes manglende velvilje hos den nuværende bestyrelse. »Problemet er, at kvinderne ikke selv ønsker at bruge deres aftener og weekender på at sidde i møder i en anden by eller et andet land. I stedet søger de tilsyneladende indflydelse i idrættens nærmiljø, for man kan jo se, at der generelt ikke er mangel på kvinder i klubberne. Længere oppe i systemet viger de imidlertid tilbage«. Så der er ikke tale om, at kvinderne bliver holdt uden for indflydelse?Nej til særbehandling »Absolut ikke. Tværtimod har vi ved flere lejligheder givet udtryk for, at vi gerne så flere kvinder i den politiske ledelse, men omvendt vil vi heller ikke give dem særbehandling. De skal leve op til de samme krav som alle andre«. Hvad kan der så gøres for at få flere kvinder ind i arbejdet? »Det eneste, vi reelt kan gøre, er at uddanne og opfordre, og det mener jeg faktisk, at vi gør en indsats for. Vi har Idrættens Lederakademi, men desværre rokker det ikke rigtig ved forholdet mellem mænd og kvinder i toppen, og det hænger som sagt sammen med, at kvinderne ikke vil bruge den sparsomme fritid på at sidde til møder. Desværre«.