Striben af sensationer ved de olympiske vinterlege i Salt Lake City fortsatte med den måske største af dem alle, da den i forvejen så hårdt ramte svenske trup tilføjedes yderligere et smerteligt nederlag. Brodernationen havde fortrøstningsfuldt sat sin lid til, at ishockeymandskabet ville råde bod på de hidtidige fiaskoer, men i det, der blot skulle være en mellemopgave inden de virkeligt betydende opgør, blev Tre Kroner sendt ud af turneringen i kvartfinalen af totalt undertippede Hviderusland, som sejrede 4-3, da Vladimir Kopat scorede sejrsmålet med to et halvt minut tilbage. Slalomskuffelse Heller ikke 20-årige Anja Pärson kunne i slalom leve op til guldforventningerne, men hun udvidede dog medaljesamlingen med bronze, da Kroatiens Janica Kostelic noteredes for sin anden guldmedalje, mens sølvet gik til den World Cup-førende i disciplinen Laure Pequegnot, Frankrig. Hverken skikvaliteter eller skydefærdighed var det mindste belastet af de tre forudgående guldtriumfer, da den 28-årige Ole Einar Bjørndalen gav sig i kast med den sidste af de fire ture på skiskydningsstafetten. Og nordmanden overførte den storslåede, gyldne medaljeglans fra sine hidtidige olympiske optrædener til sine tre landsmænd Halvard Hanevold, Frode Andresen og Egil Gjelland, så den tiende norske medalje af fornemste karat ubesværet bragtes i hus. Suveræn Bjørndalen Fire af de 10 har Bjørndalen skaffet, og det fremhæver ham som den suveræne superindividualist ved disse 19. olympiske vinterlege i Salt Lake City, hvor ingen andre vil formå at matche nordmandens enestående præstation. Bjørndalens styrke bragte automatisk Norge ind i favoritkredsen, men egentlig var det ventet, at den mere homogene tyske kvartet bestående af Ricco Gross, Peter Sendel, Sven Fischer og Frank Luck, der havde guld fra Nagano at forsvare, ville være et bedre bud på den olympiske titel. Imidlertid formåede nordmændene efter en lidt nølende start ved Hanevold hurtigt at overtage kontrollen over løbet. Frode Andresen var sikkerheden selv på anden tur, og da samtidig de midlertidigt førende russere forsvandt ud af billedet, kunne den norske trup gennemføre resten af distancen uden for alvor at være presset. Til gengæld var der jævnbyrdig fight om sølv og bronze, og her lykkedes det veteranen Frank Luck på sidste tur at lægge ingen ringere end Raphael Poiree bag sig, så Frankrig henvistes til tredjepladsen. Amerikansk sejr i skeleton Den genopstandne skeleton-disciplin bidrog til at styrke værtsnationens status i medaljekapløbet, idet den halsbrækkende slædekørsel, hvor deltagerne med en hastighed af omkring 130 km i timen suser af sted med hoved forrest liggende på maven, gav amerikansk gevinst hos både mænd og kvinder. Jim Shea tog føringen i det første af de to løb, og selvom han i det andet kun var nr. 3 efter den schweiziske World Cup-førstemand Georg Stähli og østrigeren Martin Rettl, var europæernes forspring ikke tilstrækkeligt store til støde Shea fra tronen. Han sejrede med fem hundredele af et sekunder foran Rettl, mens Stähli var yderligere 14 hundrededele bagude. Godt en halv time senere var det en kendsgerning, at USA havde opnået dobbeltsejr hos kvinderne ved Tristan Gale og Lee Ann Parsley, mens den britiske storfavorit Alex Coomer måtte tage til takke med bronzen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























