Bedst som den spanske olympiske komité var i færd med ved en festmiddag på et hotel i Salt Lake City at fejre nationens mest succesrige vinterfelttog gennem tiderne, indløb søndag morgen dansk tid chokmeldingen om, at jubelseancens hovedperson, den trefoldige guldvinder Johan Mühlegg, efter alt at dømme må se sig forvandlet fra superhelt til dopingsynder. Få timer tidligere havde hotelejeren fra Bayern med det spanske statsborgerskab for tredje gang under langrendskonkurrencerne i Soldier Hollow slået alle iagttagere med forbløffelse, da han med en formidabel afslutning på 50 km tvang den længe førende russer Mikail Ivanov i knæ og sikrede sig den tredje triumf i ligeså mange starter. Men de idealistiske forestillinger om et atletisk fænomen, som gennem metodisk, knaldhård træning og perfektionistisk seriøsitet på naturlig vis havde oparbejdet en sublim præstationsformåen, der reducerede samtlige rivaler til statister i en frydefuld, storslået opvisning, eksploderede ubarmhjertigt med et tordnende brag. Angel Luis Lopez de la Fuente, vicedirektør i den spanske eliteidrætsorganisation CSD, tilkendegav, at den første analyse af en urinprøve taget i torsdags udenfor konkurrence viste spor af stoffet darbepoetin, som har hjemme i EPO-familien. To sikre medaljer Samtidig erklærede repræsentanten for CSD - det svarer til det hjemlige Team Danmark - at han har fuld tillid til Mühlegg, og at han ikke kan forestille sig, at denne har begået noget ulovligt. Men den overbevisning falmede dog en anelse siden, hvor det så blev konstateret, at de to første guldmedaljer, Johan Mühlegg havde erobret, i hvert fald ikke kunne rammes af en eventuel dopingdom - det ville udelukkende være tilfældet omkring 50 kilometeren. Endnu foreligger resultatet af B-analysen ikke, så derfor kan det forekomme overraskende, at der er sluppet noget ud omkring Mühleggs prøve, idet reglerne foreskriver, at der først må ske en offentliggørelse, når B-prøven er foretaget. Men eftersom det er de øverste spanske idrætsautoriteter, der er stået frem og har sluppet nyheden løs, er det vanskeligt at forestille sig, at Mühlegg uden videre kan klare frisag. Ikke på dopinglisten Ifølge det spanske medlem af den internationale olympiske komité IOCs medicinske kommission, Jordi Segura, der er chef for det IOC-anerkendte laboratorium i Barcelona, findes selve navnet darbepoetin ikke på listen over forbudte stoffer, men han slår fast, at det hører ind under den uspecificerede kategori af EPO-relaterede midler, som listen omtaler. »Jeg ved, at der i visse kredse hersker en udbredt opfattelse af, at lige netop darbepoetin ikke kan spores, men det er en fuldstændig fejltagelse. Stoffet har den samme virkning på organismen som EPO med en forøgelse af antallet af røde blodlegemer, hvilket fremmer den fysiske ydeevne, men det bliver længere i kroppen og har dermed også en mere langstrakt effekt«, siger Jordi Segura til det spanske sportsdagblad Marca, der med eksperten som kilde oplyser, at der eksisterer yderligere to positive dopingprøver, uden at navnene på atleterne afsløres. Gennem tre test Allerede inden starten på 50 kilometeren havde Johan Mühlegg problemer, idet han måtte gennem tre blodtest, inden han kunne få lov at stille op. Det var de tilsvarende foranstaltninger, som forleden hindrede russeren Larissa Lazutina - samt ifølge den franske avis L'Equipe ligeledes landsmanden Olga Danilova - og ukraineren Jirina Terelija i at medvirke på stafetten, fordi deres hæmoglobinværdi overskred de fastsatte grænser. Mühlegg nåede åbenbart at få styr på sin i både andet og tredje forsøg, og på pressemødet efter løbet forklarede han, at han i de forudgående døgn havde været slemt plaget af diarré og i det hele taget var så påvirket af opholdet i højderne, at det måtte have spillet ind. Hvis det da ikke var testholdets maskineri, der var noget i vejen med. Sandsynlig forklaring Da Mühlegg kom med de forklaringer, havde ingen endnu grund til at betvivle dem i en større sammenhæng, selv om de forekom usandsynlige og ofte gentagne af personer, som har befundet sig i samme situation som Mühlegg. Først senere var der anledning til for alvor at løfte øjenbrynene, da hyldestmiddagen brutalt blev afbrudt af de tilsyneladende konkrete budskaber om dopingmisbrug. Den belgiske IOC præsident Jacques Rogge nægtede søndag aften at udtale sig om sagen og henviste til, at der ville blive holdt et møde senere, hvorefter der måske ville blive afgivet en erklæring. Men Rogges forgænger i embedet Juan Antonio Samaranch, der er set som en flittig gæst ved de olympiske konkurrencer, bekræftede - atter overfor Marca - at der er tale om tre positive dopingsager, uden at han ville lægge navn til at Mühlegg skulle være den ene. Mistanken var vakt For den svenske langrendslandstræner Magnar Dalen, der ved konkurrencerne i Soldier Hollow måtte se sin egen trumf Per Elofsson reduceret til en ordinær udøver efter i en stor del af sæsonen at have været den storslåede stjerne, kom afsløringen af Mühleggs forseelser som en ganske naturlig følge af de hidtidige begivenheder. »Allerede da jeg så Mühlegg på 30 km, sagde jeg til mig selv, der måtte være noget galt. Det han præsterede, var simpelthen så overmenneskeligt, at det ikke kunne lade sig gøre på ærlig vis. Og nu ser det altså ud til, jeg er blevet bestyrket i min mistanke. Det er yderst beklageligt for langrendssporten, men jeg synes, det må være opmuntrende for alle de konkurrenter, Mühlegg har besejret, at de nu ser, at han ikke har vundet på ærlig vis. Så har de da stadig en chance«, fastslår den svenske landstræner. Det er kun et år siden, skisporten rystedes af skandalerne ved verdensmesterskaberne i Lahti, da det viste sig, at der foregik systematisk doping på det finske landshold.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























