FC Københavns nye, svenske højreforsvarer Tomas Antonelius får sin 'rigtige' debut i Superligaen i fodbold søndag 24. marts, når FCK tager imod AB i Parken. De tre minutter, han var på banen i forårspremieren mod AGF i søndags, tæller jo ikke rigtig, og de to næste kampe - Vejle-FCK på søndag og FCK-Esbjerg søndagen efter - må Tomas Antonelius overvære fra tilskuerpladserne. Han er idømt en straf på to spilledages karantæne for udvisningen i søndags. Det sker på baggrund af dommer Emil Laursens indberetning. Han vurderede, at FCK'eren begik en grov forseelse til udvisning. Systemet er sådan, at der gives seks strafpoint for en grov forseelse og 24 for direkte rødt kort. Og 30 point udløser to karantænedage. Ikke engang til gul kort »Vi gør ikke noget ved det, for karantænen er jo helt efter bogen«, kommenterer FCK's sportsdirektør Niels-Chr. Holmstrøm. »Et dommerskøn er gældende - men derfor kan vi jo godt som de fleste andre mene, at det skøn, dommer Emil Laursen foretog, var uforståeligt. Forseelsen var ikke engang til gult kort«. »Vi ser altså for mange kendelser og dommerskøn i Superligaen, der bærer præg af, at dommerne ikke selv kan have spillet fodbold på et vist niveau og derfor ikke har den rette fornemmelse for, hvad der foregår. Både Antonelius og AGF'eren havde jo øjnene på bolden, og de kom med front mod hinanden, så det var helt forkert, at det sammenstød skulle ende med et rødt kort«. FCK må også undvære venstrebacken Peter Christiansen på søndag. Den advarsel, han indkasserede, sender ham i karantæne. Brasillianer til vejle Vejle præsenterer en brasiliansk debutant på søndag. Den 20-årige brasilianer Jader Baré, der 1,91 meter høj, skal spille for østjyderne som lejesvend i foråret. Sidste år scorede han 13 mål i 20 kampe for en klub i den næstbedste japanske række. Han har trænet i et par måneder i sin klub i Uruguay, Club Defensor Montevideo, som har solgt ham til Brescia i Italien, hvor han starter til sommer. Ny træner i OB I OB holder ledelsen kortene tæt ind til kroppen omkring trænersituationen. Troels Bech forlader OB og går til FC Midtjylland 1. juli, men afløseren er ikke ansat. »Set fra et sportsligt synspunkt står vi os bedst ved at vente med en udmelding indtil sidst på foråret«, siger sportschefen Lars Høgh. Det vil være en overraskelse, såfremt det ikke bliver den nuværende assistent Uffe Pedersen, der rykker opad og bliver chef, når Troels Bech siger farvel. OB tager til Århus for at møde AGF på søndag med en rekordliste på ni kampe på stribe uden nederlag, når man tæller efterårets 4-2-pokaltriumf i Brøndby med. I 4-3-gyseren mod Brøndby i søndags lyste den unge venstrebensspiller Morten Rasmussen op med sin vel nok bedste præstation. Hans kontrakt udløber 30. juni, og indtil videre har OB-ledelsen, forklarer Lars Høgh, valgt at se tiden an, inden der skal forhandles igen. Hjem fra Grækenland AB-angriberen Christian Lundberg er vendt hjem fra Grækenland, hvor han har oplevet, hvad en række andre danske spillere har gjort før ham - at en klub bryder alle aftaler og 'glemmer' at udbetale løn, sørge for hus og bil, og hvad der ellers er aftalt i kontrakten. Christian Lundberg skulle være hos Athenklubben Ethnikos Asteras som lejesvend i halvandet år. Det er endnu uafklaret, om AB kan tage Christian Lundberg tilbage og bruge ham med det samme. I øvrigt er det bestemt, at AB-FC Midtjylland, der blev aflyst i Gladsaxe i søndags, spilles torsdag 14. marts.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























