Suset fra håndboldpigernes talrige fejende flotte festforestillinger i samme arena manedes kun frem i fantasien, da Stald Palles hårdtslående nævefægtere i aftes havde overtaget hovedrollerne i Viborg Stadionhal. Sparsom atmosfære For atmosfæren havde med særdeles sparsomt besatte tilskuerpladser - kun 600-700 havde fundet vej til det professionelle bokseshow - vanskeligt ved at arbejde sig op på et niveau, der rent umiddelbart skabte associationer til de populære boldkunstneres opvisninger. Et mammutprogram med 12 matcher var åbenbart ikke tilstrækkeligt til at lokke masserne i den nørrejyske domkirkeby og omegn af huse, men det havde jo nok hjulpet med Brian Nielsens navn på plakaten. Bokseforretningens populæreste kort venter dog med at trække handskerne på for alvor til det næste stævne i Falconer Centret 19. april, hvor han sandsynligvis skal ud i en otte omganges dyst, mens den centrale begivenhed bliver Johnny Bredahls satsning på at erobre World Boxing Associations VM-titel i bantamvægt fra venezuelaneren Eidy Moya. Alvorlig medfart Et af Stald Palles fremtidshåb, den norske letmellemvægter Anders Styve kom ud for en alvorlig medfart mod belgieren Bendele Ilunga. Allerede i 1. omgang var nordmanden rystet af et godt højrehånds kryds, og da han lidt over to minutter inde i 2. blev ramt knaldhårdt i tindingen, resulterede det i total kortslutning. Styve søgte at kæmpe sig på benene, men forgæves, så nu kan han begynde forfra på karrieren. I aftes var fluevægteren Steffen Nørskov tilbage i ringen, efter at han i slutningen af sidste år måtte erkende, at han endnu ikke ganske besidder styrken til at sætte sig på den europæiske trone. Han indledte et nyt felttog mod yderligere en EM-chance med en sikker pointsejr over franskmanden Alain Bonnel, som dermed rejser fra Danmark med en negativ rekordliste, idet han nu har tabt fire af sine syv kampe. De tal understreger, at der ikke just var tale om en skræmmende modstander, men samtidig var det tydeligt, at Steffen Nørskov lige skulle føle sig lidt frem, før han atter fandt sig tilpas i gamet. Bonnel fulgte udmærket med i de første runder, mens specielt i 5. og 6. havde den tidligere danske titelkæmper et klart overtag, og han nåede at vise ganske glimrende takter, inden han fik rakt armen i vejret til karrierens 14. gevinst. Mærkværdig bokser I cruiservægt præsenteredes publikum for en højst mærkværdig personage i skikkelse af amerikaneren Stacy Goodson, der var rejst den lange vej for at møde Johnny Jensen, men så absolut ikke nåede at tilføre arrangementet noget positivt. Det mest opsigtsvækkende ved amerikaneren var hans særprægede bukser, men de skulle måske bortlede opmærksomheden fra hans ringe boksekundskaber. Hvordan det er lykkedes ham at vinde 26 af 54 kampe, står som en gåde efter i aftes, hvor han ikke nåede at vise blot det ringeste talent for det skrappe håndværk, inden kampleder Hans Larsen 1.04 min. ind i 2. runde havde fået nok af den ensidige forestilling.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Live: Valget har givet en lang række 'for første gang'. Her er et udvalg
-
Selv JD Vances stol er blevet blå: Her er syv opsigtsvækkende resultater fra valgnatten
-
Få alle resultater fra midtvejsvalget
-
Forklaringen er simpel, når man spørger til valgsejren: »Der er kun én farve i USA, og det er grøn«
-
I skal ikke tigge efter andres penge på mine vegne
-
Lincolns ord vækker genklang efter nattens forløsende valgresultat
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fra arkivet
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
It’s complicated
Få overblik over det amerikanske midtvejsvalg med Politiken og The New York Times
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce