Fodbold: FCK tabte to point

Lyt til artiklen

På trods af totalt spilovertag lykkedes det ikke for FC København at score mod AB, der skævt smilende kunne trille fra Parken med 0-0 og et point, som hjemmeholdet til gengæld meget let kan komme til at mangle i det store regnskab AB's højre back Rasmus Daugaard havde svært ved at holde smilet tilbage, da han på vej ind i Parkens omklædningsrum opsummerede de 90 foregående minutters fodbold mod FC København. »Hold kæft; vi smadrer hele kampen og får et point. Meget fedt, ikke?« Helt sådan blev der naturligvis ikke set på kampen ovre på den anden side af spillergangen, hvor hjemmeholdet imidlertid mest havde sig selv at takke for, at opgøret forblev uden scoringer. Specielt i første halvleg havde FCK'erne spillet gæsterne helt ned i en tilstand af lige dele panik og forvirring, men lige meget, hvor mange gange Tomas Antonelius, Morten Bisgaard eller Thomas Røll spillede sig igennem på de to kanter, skete der ikke noget inden foran Jan Hoffmanns mål. Enten lå tværpasningen for dårligt, eller også havnede den foran Todi Jónsson, der havde en af de dage, hvor tidligere landstræner Richard Møller Nielsens vise ord om at kigge på snørebåndene, når man skyder, pludselig gav ny mening. Også Peter Møller, der afløste en sygdomsramt Sibusiso Zuma, var decideret uskarp, og så hjalp det ikke noget, at netop Tomas Antonelius leverede en fremragende præstation på højrekanten i sin første reelle kamp for FC København. Svenskeren, der blev vist ud allerede efter tre minutter af forårspremieren mod AGF, fik på grund af den efterfølgende karantæne først i går chancen for at vise sit spil frem for hjemmepublikummet i Parken, der så til gengæld fik en offensiv og pågående back at se. Gang på gang kombinerede den tidligere Coventry-spiller sig igennem AB's venstre forsvarsside, hvor Alex Nielsen efter et gult kort og en rundtosset halv time blev erstattet af Nikolaj Hust, der imidlertid ikke havde meget mere held til at lukke af for svenskeren. Zuma var savnet Dermed var der lagt op til et sammenbrud hos gæsterne i anden halvleg, men i mangel af bedre valgte AB's træner Ove Christensen at sende alle mand inklusiv Abdul Sule og en anonym Heine Fernandez tilbage på egen banehalvdel for at forsvare det ene point, der trods alt stadig var inden for rækkevidde. Samtidig var FCK'erne ved at løbe tør for idéer, og savnet af Zuma blev mere og mere åbenlyst for alle, mens AB med Rasmus Daugaards ord fik 'smadret resten af kampen'. Ove Christensen så da også næsten flov ud efter det ene point. »Vi spiller ikke nogen stor kamp, men spillerne figther da flot, og nu fik vi det ene point, som vi forhåbentligt kan komme i gang på her i foråret. I sæsonens to tidligere opgør mod FC København har vi formået at spille lige op med dem, men det kunne vi altså ikke i dag. Dertil har udskiftningen på de to hold været for stor. Sådan er fodbold-Danmark imidlertid i dag«, lød det fra AB-træneren, mens Martin Albrechtsen meget apropos samtidig passerede ham på vej ind for at hilse på sine tidligere holdkammerater. »AB ville ikke rigtig noget i dag, eller måske kunne de ikke. Vi kører dem jo ud af banen i 1. halvleg, mens koncentrationen desværre svigter en del efter pausen. Der mangler hele holdet noget fart, og vi kunne så afgjort godt have brugt Zuma«, lød det fra Albrechtsen, der ikke havde meget at se til i en kamp, hvor FCK-forsvaret kun blev presset på spredte kontraangreb. Derfor kan kampen mod AB også meget vel blive en af dem, der efter sæsonen kan trækkes frem, hvis FC København kommer til at mangle et point eller to i toppen af tabellen. »Vi skulle have scoret det afgørende mål allerede i 1. halvleg. Spiller flyder da fint nok, men vi har ikke fået de tre point, og derfor har kampen også en besk eftersmag«, som Peter Møller udtrykte det. Rasmus Daugaard og resten AB'erne var imidlertid glade for sejren, der blev på 0-0.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her