Fodbold: Topfodbolden tilbage i Næstved

Lyt til artiklen

Næstved genopstod for en dag som en af landets store fodboldbyer, da FC København kom på påskebesøg. Det var flot at se Næstved Stadion - hvor der ikke har været topfodbold, siden Næstved midt i 1990'erne rykkede ud af Superligaen - pyntet med 9.710 tilskuere på tribunerne i solskinnet. Der var trængsel foran tælleapparaterne længe før starten på pokalkvartfinalen, og folk i villaerne bag den billige langside-ståtribune var ude i haverne for at se med, som de gjorde det i de gode, gamle dage. Forventet FCK-sejr Sportsligt gik det som forventet: FCK slog Næstveds 2. divisionshold 5-1, men cheftræner Erik Rasmussen kunne da være godt tilfreds med sit hold, der i perioder spillede nydeligt med, og klubledelsen talte penge til langt ud på aftenen. Det var en kassekamp af de helt store, og man kan gå ud fra, at der bliver i hvert fald 300.000 kroner i overskud fra entreen og salg af øl, is og pølser på stadion. »Det var en fantastisk kulisse, og det var sjovt at spille for så mange mennesker«, sagde 2. divisions-topscoreren Anders Clausen, der er søn af den tidligere førsteholdsspiller, Gert Clausen, der i 1970'erne var berømt for sine meget lange indkast. Anders Clausen sørgede for Næstveds reduceringsmål med et flot hovedstød til 1-2 på Lars Jakobsens gode aflevering. Professionelt og effektivt FCK, uden Christian Poulsen, der efter landskampen i Irland fik lov at hvile sig, straffede Næstved på professionel og effektiv vis, når sydsjællænderne tabte bolden. Københavnerne var lynhurtige i modangrebene. Thomas Røll scorede til 1-0 på et straffespark, da Todi Jónsson blev fældet, og Sibusiso Zuma øgede som afslutning på et modfremstød, hvor Morten Bisgaard sørgede for den målgivende pasning. Anders Clausen, anføreren Henrik Hansen og forsvareren Kennet Mayland viste glimrende spil på taberholdet, der med reduceringen bragte en smule spænding ind i opgøret. Men FCK'erne var teknisk bedre, hurtigere med bolden og i omtanke, og de afleverede med større præcision end hjemmeholdet. Især venstreforsvareren Peter Christiansen var på toppen. Han var kvik i fødderne, han slap bolden klogt og gik med i opspillet på venstrekanten, og han udstrålede masser af selvtillid. Erik Mykland viste sine lederegenskaber som boldfordeler på den centrale midtbane, og oppe foran var Todi Jónsson en pågående og hurtig trussel over for Næstved-forsvaret. Målmandsfejl Men der måtte altså en målmandsfejl af Kim Rasmussen til at få FCK i gang efter pausen. Han kunne ikke holde et frispark fra Peter Christiansen, og returbolden bugserede Zuma over stregen til 3-1. Det var det. Todi Jónsson øgede til 4-1, da Peter Christiansen brillant spillede ham i dybden, og Jónsson fik et nyt straffespark, som Røll sparkede ind til slutresultatet. FCK er klar til to semifinalekampe mod Esbjerg - og Næstved kan koncentrere sig om at fastholde den topplacering, som giver adgang til 1. division i næste sæson. I Esbjerg Idrætspark så 3.549 tilskuere Henrik Nielsen afgøre pokalkvartfinalen i det 79. minut mod AB, og vestjyderne skal nu i semifinalen møde FCK i Parken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her