Fodbold: En trist dag med hattrick

Lyt til artiklen

»Kom nu AB, for helvede!«. Det er ikke ligefrem underholdning, man er vant til som tilskuer på Gladsaxe Stadion, og gårsdagens kamp mod nedrykningsdømte Lyngby var bestemt ingen undtagelse. AB leverede en times pinsel med fejlafleveringer, overflødelige driblinger på midtbanen og dårlige afslutninger, før en udskiftning fik sat lidt gang i løjerne. Aikida hjalp Jesper Falck, der er vendt tilbage fra et lejeophold i østrigske Bregenz, havde overtaget den karantæneramte topscorer Abdul Sules plads i startopstillingen og spillede som de fleste af sine holdkammerater en ringe kamp i lavt gear og brændte ligesom Heine Fernandez en oplagt chance i det første kvarter af kampen. Det var først, da Falck blev afløst af 18-årige Ali Akida, at AB fik demonstreret, at der altså er klasseforskel på Lyngby og de øvrige hold i Superligaen. Akida brugte sin halve time på banen til at piske rundt i AB-angrebet og skabe det røre, der tidligere havde manglet for virkelig at ryste Lyngby-forsvaret. Perfekt indlæg Han kronede en fin præstation med at lægge et perfekt indlæg til Heine Fernandez, så han kunne fuldende et hattrick, og AB kunne indkassere de tre point. AB-træner Ove Christensen ærgrede sig efter kampen over, at AB ikke havde fået et hurtigt mål, som Lyngbys modstandere ellers plejer at være leveringsdygtige i. »Også vores andet mål lod vente på sig, og så blev spillet meget dårligt og krampagtigt. Vi har mange spillere, der ikke spiller op til deres niveau i øjeblikket«, konstaterede Ove Christensen, hvis hold havde ikke færre end 26 forsøg mod mål i kampen. Mangler at finde balancen AB sprængte ellers hurtigt én af de få kreative strenge, holdet har at spille på, da Michael Johansen måtte udgå efter blot fem minutter med en forstrækning. Hans afløser Mohamed Zidan kæmpede en brav kamp for at få spillet til at hænge sammen, men det unge talent har svært ved at finde balancen mellem sine skarpe driblinger, og hvornår han skal skille sig af med bolden igen. Frem mod slutningen af kampen, hvor han blomstrede lidt op igen, var Zidan kun bedre end sin holdkammerat Lars Larsen, der på det nærmeste strøede om sig med dårlige afleveringer på AB's midtbane, der slet ikke kunne binde spillet sammen mellem forsvar og angreb. Det udløste en del lange afleveringer fra forsvaret op i nærheden af Heine Fernandez og Jesper Falck - en taktik, AB aldrig rigtig har haft succes med og heller ikke fik det mandag, hvor selv kampånden tog sig en fridag. Godt fightende Lyngby-hold Så var der anderledes fight over det teknisk underlegne Lyngby-hold, der med en udmærket midtbaneindsats fik stækket AB's spilfordeler Nicolai Stokholm og lagde pres på AB's bageste kæde. Ali Aliji og Thomas Jørgensen fik flere gange kombineret sig op gennem AB's højre side, og i en enkelt situation følte Lyngby-spillerne sig snydt for et straffespark, da Thomas Jørgensen blev tacklet hårdt af en endnu en gang meget velspillende Mikkel Bischoff i AB's midterforsvar. 'Det er som om vi har vundet' »Fodboldmæssigt synes jeg sagtens, vi kunne være med i dag, og det er den kamp, hvor vi indtil nu har været mest mandige i vores indsats, og man kan også mærke det på gutterne nu - de virker, som om de har vundet«, sagde træner Hasse Kuhn efter badet. Træneren glæder sig over, at han efterhånden kan mærke, hvordan Lyngbys spillere har lettere ved at finde deres positioner på banen, så det nu kun er de personlige fejl, der koster mål. De lytter mere efter taktikken »De lytter lidt mere efter under taktikmøderne nu. Der er ikke længere så meget uro, og de er villige til at lære. Vi har efterhånden fundet de spillere, vi gerne vil spille med, specielt på midtbanen, og i dag har vi niveau som et tophold i 2. division. Når vi stopper turneringen, skulle vi gerne være på højde med et 1. divisionshold«, siger Hasse Kuhn, der gætter på, at det eller de første point kommer, når holdet på søndag tager imod Viborg på Lyngby Stadion. Heine var den onde Mandag var det en tidligere Viborg-spiller, Heine Fernandez, der endte med at gøre kål på Lyngby. Tre mål blev det til inden for 25 minutter, det første på et hovedstød efter en times spil på et indlæg fra Nicolai Stokholm, der langt om længe var sluppet fri i højre side. Lyngby måtte slutte kampen med 10 mand efter at have brugt sine tre udskiftninger, da Morten Juul Hansen måtte udgå. Det var med til at give lidt mere plads til den energiske Mohamed Zidan, der med 20 minutter tilbage vågnede op til dåd og blandt andet lagde bolden til rette for Heine Fernandez, så han kunne placere den med indersiden over en velspillende Søren Byskov og ind i Lyngby-målet til 2-0. Og selvfølgelig blev der også mere plads til Ali Akida, der efter et bandespil og et hurtigt ryk på venstrekanten sørgede for, at Heine Fernandez kunne fuldende sit hattrick med endnu et hovedstødsmål. »Jeg havde forventet, at det ville være Akidas tur i dag. Han har været langt væk både psykisk og fysisk efter en start sidste forår, hvor han kunne gå på vandet. Han mødte en uge for sent til træning efter sommerferien, og så spillede Sule og Lundberg sig til sikre pladser, og det har tappet ham for energi. Men han er på vej op igen, og denne kamp er formentlig bedre end nogen coaching, man kan give ham«, sagde Ove Christensen. Udmærket debut til back Ali Akida debuterede sidste år i en hjemmekamp mod netop Lyngby, hvor han scorede to mål. AB har netop lejet venstre-backen Piotr Stokowiec i polske Groclin, og han gjorde det udmærket på en lidt billig baggrund i superliga-debutkampen på sin nye hjemmebane.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her