Håndbold: Undren over håndboldforbund

Lyt til artiklen

Der er drama på drengen i søndagens semifinalekamp mellem håndbolddamerne fra GOG og Ikast-Bording. Da kampen fløjtes af, opstår der tumulter. Fynboernes træner Bent Nyegaard går hen mod dommerne i utilfredshed over en manglende straffekendelse. Sejrsrus eller usømmelig adfærd I samme øjeblik sætter GOG-træneren Christian Dalmose af og stormer hen til Bent Nyegaard, som han med voldsomme fagter og opspærrede øjne skriger ind i ansigtet. Var det løssluppen sejrsrus? Eller direkte usømmelig adfærd? Tilbage i januar er Slagelse-holdet på besøg i Randers. Kampen er tæt og intens. Camilla Andersen får det røde kort, og Slagelse taber det vigtige opgør. Ikke det samme En vred Anja Andersen skælder ud på dommerne. Hun stikker langemanden op i et live-kamera og ud i tv-seernes stuer. Var det løssluppen ærgrelse over nederlaget? Eller direkte usømmelig adfærd? I Dansk Håndbold Forbund (DHF) er man ikke i tvivl. »Det er ikke det samme at råbe en ind i hovedet som at vise folk fingeren«, siger Lars-Erik Klem, generalsekretær i DHF. »Den sag er fuldstændig usammenlignelig med Anja Andersen-sagen, hvor hun gav fingeren til publikum. Og der var jo også nogen, der rejste en sag, nemlig forretningsudvalget i DHF. Det ville de kunne gøre igen, hvis der er nogen, der har følt sig provokeret af det«, siger Klem. Ingen ens regler Han understreger, at DHF ikke har modtaget nogen indberetninger om Christian Dalmoses optræden. Det gjorde man heller ikke i Andersen-sagen, hvor DHF selv valgte at tage episoden op. Og Andersen blev idømt en spilledags karantæne for 'usømmelig adfærd', mens Slagelse FH skulle betale en bøde på 2.000 kroner. I Slagelse FH sidder formand Bjarne Stenbæk med en følelse af, at der ikke er ens regler for alle. »Vi så helst, at der slet ikke blev dømt i den slags sager. Sport er følelser, og det skal der være plads til. Det er en del af det, der foregår, og med til at gøre sporten interessant«, siger formanden. Chokerende oplevelse Han overværede selv episoden med Ikast-Bordings træner Christian Dalmose i søndags. »Det var da en chokerende oplevelse. Men der er mange eksempler på sådan noget i håndboldens verden. Vi har selv brugt det med landsholdstræner Jan Pytlick, der under VM i Italien opfordrede sit hold til at gå ind og 'slagte modstanderen', men den sag, mener DHF også, er helt anderledes end den med Anja. Og sådan er det hver gang, vi kommer med andre eksempler i vores agumentation mod dommen«, fortæller Bjarne Stenbæk. Spontan reaktion Også Slagelse-træneren Anja Andersen understreger, at træneres udbrud er en del af sporten og ikke bør straffes. »Det er en spontan reaktion. Der findes forskellige vindertyper, og så findes der også forskellige tabertyper. Jeg er en dårlig taber, og det er jeg stolt af at være, for jeg synes ikke, at topidræt og gode tabere harmonerer særlig godt sammen. Men jeg synes til gengæld, at jeg er en god vinder. Jeg er ikke typen, der hoverer, når jeg har vundet. Men hvis det er det, Christian står for, så er det jo ham«, siger Anja Andersen. Finger til dommerne Hun har svært ved at se holdbarheden i Lars-Erik Klems argument om, at der ikke ligger en indberetning på Christian Dalmose. »Det gjorde der altså heller ikke ved mig. Og jeg vil gerne slå fast, at den finger ikke var beregnet mod seerne, men på grund af dårlige kendelser«, siger Anja Andersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her